Mogens Jensen ny formand for europæisk udvalg

Socialdemokraternes næstformand, Mogens Jensen, skal fremover være formand for et af de ni udvalg i Europarådet.

010510MogensJensen001.jpg

Mogens Jensen var i dag til møde i Europarådets parlament i Strasbourg, og her fik han en glædelig besked. Socialdemokraternes næstformand skal være ny formand for parlamentets Udvalg for Politiske Anliggender og Demokrati.

- Det er en god udfordring. Jeg får et større ansvar, og så har jeg mulighed for at bruge min robusthed fra ministerhvervet og mine mange år i Europarådet, siger Mogens Jensen.

Udvalget for Politiske Anliggender og Demokrati er et af de ni udvalg i Europarådets parlament. Her behandler de blandt andet forslag til fælles europæisk indsats mod terror samt indsatsen mod såkaldte "foreign fighters" i Syrien og Irak.

- Mødekulturen er noget anderledes i det forum, end vi er vant til herhjemme. Der kan være både råben, skrigen og banken i bordet, og nogle gange er der også folk, der udvandrer. Men det er jeg efterhånden vant til, selvom det selvfølgelig bliver en udfordring, siger Mogens Jensen.

Mogens Jensen har været et af de 600 medlemmer i Europarådets parlament siden 2008. Han fortsætter sit almindelige folketingsarbejde, men erkender, at han nu kommer til at bruge lidt mere tid på forberedelse i forbindelse med de europæiske møder.