Mogens Jensen kritiserer mangel af politi i landsdelen

I et samråd med justitsministeren vil Mogens Jensen kræve en løsning på de manglende betjente i Midt- og Vestjylland som følge af grænseindsatsen.

mogens_jensen-fotograf_steen_brogaard.jpg
Foto: Steen Brogaard

Torsdag er der åbent samråd om politiets ressourcer i forbindelse med grænseindsatsen.

Det er Folketingets Retsudvalg, der har indkaldt justitsminister Søren Pind til samrådet.

Udvalget har bedt ministeren redegøre for, hvilke initiativer ministeren vil tage for at begrænse ophobning af overarbejdstimer, som følge af indsatsen i grænseområdet, og hvilke konsekvenser grænseindsatsen har på politiets ressourcer.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra medlem af udvalget Trine Bramsen (S).

- Konsekvenserne af den nuværende organisering af grænsebevogtningen er urimelig, når politiet i Midt- og Vestjylland dagligt må undvære 70-75 betjente. Det har betydet en eksplosion i overarbejdet og et urimeligt arbejdspres, der går ud over borgerne.
Det er ikke rimeligt, at fx tyverier og sædelighedsager og vold mod børn nedprioriteres, siger næstformand for Retsudvalget,  Mogens Jensen (S), til TV MIDTVEST.

Han fortæller, at Socialdemokraterne gerne deltager i forhandlinger om en anden organisering af grænsebevogtningen.