Møbelfabrik begæret konkurs

Medarbejderne skulle have haft udbetalt løn i dag. 3F hjalp sine medlemmer, så de kan klare sig i påsken.

Foto: Mikael Andersen

60-70 medarbejdere står til miste deres arbejde, efter at møbelfabrikken NJA Furniture i Nors er blevet begæret konkurs. 

Det skriver Limfjordupdate.dk.

Formanden for 3F Thy-Mors, Niels Jensen, siger til TV MIDTVEST, at fagforeningen ikke havde set konkursbegæringen komme.

- Vi har kun hørt,  at de har været på arbejdsfordeling i en periode, inden alt det her skete, siger han.

Konkursbegæringen satte medarbejderne i en vanskelig situation her kort inden påske, fordi de skulle have haft udbetalt løn i dag onsdag.

- Der var ingen penge i kassen, så vi har givet dem et aconto-beløb, som vi senere får refunderet via Lønmodtagernes Garantifond. Jeg synes, at vores medlemmer har taget situationen med oprejst pande, siger 3F-formanden.

Limfjordupdate skriver, at NJA Furnitures ejere har forsøgt sig med en større "turnaround", som har taget for lang tid. Og til sidst så de ingen anden udvej end en konkurs.

Læs også Trods konkursbegæring: Direktør håber at redde virksomheden

NJA Furniture har ifølge Limfjordupdate primært produceret saml-selv-møbler i fyrretræ. Da salget begyndte at svigte, satsede virksomheden på nyere designmøbler, men oplevede her en meget hård konkurrence fra Kina og Sydamerika.

Konkursbegæringen er fredag blevet indgivet ved retten i Holstebro.

Niels Jensen vurderer umiddelbart, at medarbejderne har gode chancer for at komme i arbejde igen.

- Det går rigtig godt i træindustri-virksomhederne, og medarbejderne har nogle kvalifikationer som lige præcist matcher de andre store virksomheder, som vi har i Thy og  på Mors, siger han.