Modstand mod ny nationalpark: Landmænd vil ikke være med

En landmand syd for Ringkøbing Fjord afviser at lade sin jord blive en del af en kommende Nationalpark Skjern Å.

02:26

Landmand Niels Jørgen Madsen fra Sdr. Bork giver ikke meget for frivilligt at lade sin jord indgå i en kommende Nationalpark Skjern Å. Video: Henrik Skyt Drivsholm, TV MIDTVEST

Landmand Niels Jørgen Madsen fra Sdr. Bork er langt fra begejstret for, at hans jord indgår i den foreløbige plan for den kommende Nationalpark Skjern Å.

Hvis han frivilligt går med til at lægge sin jord ind under nationalparken, er han bange for, at han ender med at blive underlagt en række restriktioner, som vil gøre det vanskeligt for ham og de andre lodsejere i området at dyrke jorden.

- Jo flere restriktioner, jo sværere er det at få plejet herude. Det bliver et problem, så det ikke er til at være her, siger Niels Jørgen Madsen, der er landmand og desuden formand for Dagsletternes Værn, som er et af de private selskaber, der lejer græsning i Værnengene ud til andre landmænd.

Landmænd føler sig overhørt

Niels Jørgen Madsen både ejer og lejer dele af to tusind hektar landbrugsjord ved Værnengene. Han mener, at hensynet til natur, dyr og turistindtægter efterhånden vejer tungere end hensynet til landbrugets forretning.

Læs også Ny nationalpark: Borgmester er optimistisk

- Vi kan ikke alle sammen sælge en bøtte honning og tjene en dagløn på det. Det kan vi ikke. Det er store omsætninger, der er herude, siger han.

I aftes var der borgermøde i Skjern, hvor et foreløbigt kort over den planlagte Nationalpark Skjern Å blev fremlagt. Nationalparken vil brede sig over dele af kommunerne Herning og Ringkøbing-Skjern, og blandt andet området ved Værnengene i den sydlige del af Ringkøbing Fjord er med på tegningen.

- Man må jo betale for os, hvis vi ikke skal være der. Sådan er det jo, mener Niels Jørgen Madsen.

Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard (V) understreger, at den foreløbige plan er netop det: Foreløbig.

- Der skal nogle kopper kaffe og noget dialog til. Og som sagt i går ved vi godt, der bliver ændret på nogle streger, og det gør der måske blandt andet dér, siger han.

To år gammel sag nager

Niels Jørgen Madsen repræsenterer ikke bare sig selv, men også andre af områdets lodsejere i selskabet Dagsletternes Værn. I 2017 tabte de en sag i Højesteret og måtte ikke længere pløje bestemte arealer, og siden har landmændene haft en udtalt mistillid over for nye ændringer af deres vilkår.

- Det er en lang historie, der gør, at vi er blevet lidt skeptiske over for myndighederne. Man lover, men det kniber lidt med at holde det, lyder det fra Niels Jørgen Madsen.

Læs også Her er kortet: Sådan skal Danmarks 6. nationalpark se ud

Hvis I laver en aftale med Nationalpark Skjern Å, så frygter du, at de bagefter kommer og lægger alle mulige klausuler ind i den aftale?

- Lige præcis.

Borgmesteren forstår delvis landmændenes skepsis.

- Det er nogle år siden, at der blev oprettet fem nye nationalparker. Jeg har ikke hørt nogle af de steder, at der er kommet restriktioner, som der ikke også er kommet udenfor. Det er i øvrigt også en del af lovteksten i nationalparkloven, siger Hans Østergaard.

Indtil videre findes der fem nationalparker i Danmark: Nationalpark Thy, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Skjoldungernes Land, Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.