Møde om Formel 1 udskudt
Det bliver først til januar, at folkene bag Formel 1 kigger til Herning for at besigtige forholdene, som en arbejdsgruppe vil omdanne til Formel 1-bane.
Torsdag skulle Formel 1-organisationen med den britiske milliardær-præsident, Bernie Ecclestone, i spidsen have besøgt Herning. Men nu er mødet udskudt, skriver aoh.dk.
- Besøget i Danmark, der var planlagt til denne uge, er udsat til januar. Der er flere forhold, der spiller ind. Men beslutningen blev truffet efter weekendens grand prix i Abu Dhabi, siger Helge Sander, der er med i arbejdsgruppen, som arbejder på at få Formel 1 til Danmark.
Selvom mødet først bliver afholdt på den anden side af nytår, holder gruppen bag Formel 1-idéen fast i tidsplanen for projektet, der har et budget på 300 millioner kroner.
- Det, vi opererer med, er Formel 1 i Danmark i 2018. Så det gør absolut ikke noget, at vi har lidt mere tid inden besøget, fortæller Helge Sander.
Planerne blev lækket i weekenden, og det vakte opsigt blandt Herning-borgmester Lars Krarup og Formel 1-ekspert Jens Hansen.