Mobning var tæt på at koste Frederikke livet

Jeg stod og vippede med fødderne - nu kunne jeg selv vælge, om det skulle stoppe eller blive ved.

Frederikke Sleimann, studerende, Holstebro

I hver skoleklasse bliver mellem en og to elever mobbet. For Frederikke Sleimann blev mobningen så grov, at hun stillede sig op i skolens højeste vindue og overvejede at springe ud, så det hele kunne få en ende.

Sound on/off

Den højeste bygning på skolen

Jeg stod og ventede på at give mig selv det sidste "go" til at springe.

Frederikke Sleimann

- Hvis jeg nu gik op af trapperne, op i i det her vindue og så hoppede ud i et frikvarter. Så kunne de andre se mig splatte ud på jorden. Så skulle de se og mærke, hvordan det føltes at være helt kødhakket indeni. For det var sådan, jeg havde det.

Frederikke Sleimann gik i syvende klasse på Thyholm skole. Hun var blevet træt af det hele. Ked af konstant at blive overset. Træt af at blive mobbet, fordi hun var anderledes end de andre børn. Hun tænkte, at hvis bare hun fik gjort en ende på det hele, så kunne de andre lære det. Og så ville hun måske selv blive fri.

Så hun stillede sig op i et vindue på den højeste bygning i skolen. Her stod hun og vippede lidt med tæerne. Frem og tilbage, frem og tilbage. Hun ventede på, at hun kunne give sig selv det sidste ”go” til at springe. 

 

Barndomshjemmet

Rigtige børn, de leger med de andre.

Frederikke Sleimann

For at forstå, hvorfor den i dag 22-årige Frederikke Sleimann kom så langt ud, må vi helt tilbage til barndomshjemmet på Thyholm. Her var masser af gode stunder - især på den landejendom, hvor hun boede med sine forældre og storebror.

- Det ligner stadig sig selv. Jeg har rigtigt mange gode minder herfra, og vi har moret os meget. Ethvert barn drømmer jo om at bo sådan et sted, hvor man kunne boltre sig i naturen. Vi havde mange dyr. Grise, køer, hund, høns, geder, får og heste. Min far byggede en hestetrailer selv, det var helt fantastisk, siger Frederikke Sleimann.

Men da hun startede i børnehave og derefter skole i Odby, begyndte problemerne. Frederikke Sleimann var måske ikke, som børn er flest. Hun var en stille pige og gad ikke rende rundt og larme og råbe i skolegården, som de andre børn. Pædagoger og lærere havde svært ved at tackle hende.

- Jeg havde brug for at sidde lidt mere og være mig selv. Og det var forkert, fik jeg at vide af pædagogerne. Det måtte man ikke - for rigtige børn, de leger med de andre.

Sound on/off

Besvimede i børnehaveklassen

- Det var her, det gik op for mig, at jeg ikke var, som de andre.

Frederikke Sleimann

I børnehaveklassen på Odby Skole begyndte hun at få besvimelsesanfald, som ingen kunne forklare. De andre børn ignorerede hende eller sagde, at hun ikke måtte være med til at lege med dem.

Frederikke Sleimann husker en episode, hvor hun havde været til børnefødselsdag hos en af pigerne fra klassen. Det er længe siden, og de præcise detaljer er fjernt i hukommelsen. Men hun kan tydeligt huske, at hun løb hjem fra fødselsdagen, fordi hun følte, at de andres syntes, hun var forkert. Desværre glemte hun sin skoletaske.

- Og da jeg så kommer i skole igen, havde hun min taske med. I tasken havde hende og hendes bror skrevet nogle ting med tusch om, at jeg var både dum og klam. Selvfølgelig stavet på rigtigt børnesprog. Og allerede der tænkte jeg: ”Hvad fanden sker der? Hvorfor kan jeg ikke styre det her?” siger Frederikke Sleimann.

Efter nogle svære år på Odby Skole tager Frederikke Sleimann og forældrene konsekvensen. Det er tid til at skifte skole, og fra tredje klasse starter hun på det, der dengang hed Hvidbjerg Centralskole – i dag kendt som Thyholm Skole. Men det, hun håbede ville blive en ny start, blev begyndelsen til én lang kamp.

Hver tiende bliver mobbet

- Det er jo følelsen af at blive lukket ude af et fællesskab.

Søren Højris Jensen, adjunkt og underviser, læreruddannelsen i Nørre Nissum

De fleste danskere kender til mobning. Måske har man selv været mobber, måske er man selv blevet mobbet – eller måske var man den, der stod og kiggede på fra sidelinjen uden at gribe ind. Ifølge den seneste trivselsmåling fra DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø) har omkring hver 10. elev i 4.-6. klasse været udsat for mobning i løbet af det seneste skoleår.

- Man kan godt sige, at det er forholdsvis udbredt, siger Søren Højris Jensen, der er adjunkt og underviser på læreruddannelsen i Nørre Nissum.

- Det, der er allerværst for børn, når de bliver mobbet, det er jo følelsen af at blive lukket ude af et fællesskab. Det er følelsen af at stå alene og blive gjort til et objekt.

Ifølge Søren Højris Jensen kan mobning få store konsekvenser for eleven, og det har betydning for elevernes selvværd i fremtiden. Derfor er mobning også i høj grad på skoleskemaet, når de nye lærere bliver uddannet i Nørre Nissum.

- Selvom tallene har forbedret sig i de seneste tyve år, er én gang jo én gang for meget. Hele læreruddannelsen er centreret omkring inklusion og om at skabe de bedste rammer for børnene. Det er noget, vi tager meget alvorligt, også fordi mobning kan give et meget negativt præg videre frem i livet, siger Søren Højris Jensen.

Sound on/off

Jordbærhuen i bukserne

- Nogle af drengene fra mit klassetrin hev huen af hovedet på mig, og så kørte de den ellers rundt i deres bukser.

Frederikke Sleimann

Efter skiftet fra Odby Skole til Hvidbjerg Centralskole fik Frederikke Sleimann faktisk en god veninde. Det tegnede lyst. Men de gik hurtigt skævt af hinanden – som Frederikke husker det, var det noget med en venindering, hun ikke bar så tit, som veninden håbede. Og det blev starten på et nyt stormvejr.

Pigerne i klassen vendte sig mod hende, og kort efter fulgte drengene trop. Flere gange fik hun buksevand, en af drengene gav hende en blodtud, og pigerne holdt hende udenfor fællesskabet. De sagde, at hun gik i det forkerte tøj, at hendes hår var grimt – og modersmærket i panden? Fy for fanden!

- Jeg husker det som virkeligt slemt. Når jeg tænker tilbage på det, er det svært at huske præcist, hvor ofte det skete. Det har måske været en gang om måneden nogle gange og en gang i ugen andre gange. Det foregik over en periode på fem-seks år, siger Frederikke Sleimann.

Foran skolen var der et busstoppested, hvor Frederikke skulle tage bussen hjem til landejendommen. Busstoppestedet var et af de værste steder. Her var man udsat. Ingen forældre eller lærere kunne holde øje. Frederikkes mormor havde strikket en rød jordbærhue til hende, som hun var meget glad for, men den stak også ud i forhold til de andre elevers tøj.

- Nogle af drengene fra mit klassetrin hev huen af hovedet på mig, og så kørte de den ellers rundt i deres bukser. Nogle af dem spyttede også på den, og så hev de den ned over hovedet på mig igen. Det var virkelig ubehageligt.

Fra dén dag gik hun ned til stoppestedet i byen for at tage bussen, når hun skulle hjem fra skole.

Læreren forsøgte at stoppe det

- De var hårde ved hende, det var de.

Peter Gammelmark Thing, lærer for Frederikke på Hvidbjerg Centralskole

En af dem, der kunne se mobningen lidt udefra, var Frederikke Sleimanns biologi- og samfundsfagslærer, Peter Gammelmark Thing. Han havde en baggrund som soldat, men havde efterfølgende læst til lærer, og var nu ny på skolen. Som Frederikke Sleimann husker det, var han en af de eneste, der forsøgte at sige fra overfor mobningen af hende.

- Når de andre begyndte på noget lort nede bagved, så prøvede han at stoppe dem i stedet for at initiere og føre det videre. Og han prøvede også at skubbe nogle grænser hos mig, som ingen andre turde at gøre. ”Det skal vi sgu nok klare, Frederikke!” Han prøvede også at sætte de andre lidt på plads foran mig og stille sig op som en bjørn og beskytte mig, siger Frederikke Sleimann.

I dag er Peter Gammelmark Thing naturskoleleder i Klosterheden Plantage. Han husker Frederikke Sleimann som en fagligt dygtig elev, men han var ikke i tvivl om, at hun blev mobbet.

- De var hårde ved hende, det var de. Mange gange er det jo gruppedynamikker og så videre, som gør sig gældende. Men jeg var klar over, at hun ikke havde det godt, siger Peter Gammelmark Thing.

Skolen: Mange nuancer i sådan en sag

- Vi har mange børn, der søger vores skole, fordi vi er en god skole.

Knud Bjerregaard Hansen, Skoleleder, Thyholm Skole

På Hvidberg Centralskole, der i dag hedder Thyholm Skole, fortæller de, at de gjorde en indsats for at få stoppet mobningen af Frederikke Sleimann. De ærger sig over, at Frederikke har så dårlige minder fra skolen, som hun har.

- Vi har mange børn, der søger vores skole, fordi vi er en god skole. Det er i hvert fald det, jeg umiddelbart hører. Så jeg er selvfølgelig ked af, at det er den historie, Frederikke har oplevet og den, hun går ud herfra med. For det er ikke det billede, jeg synes, vi egentlig står for i dagligdagen, fortæller skoleleder Knud Bjerregaard Hansen.

00:51

Knud Bjerregaard Hansen, skoleleder på Thyholm Skole, forklarer, at der kan være flere sider af historien end den, Frederikke Sleimann har oplevet.

Luk video

Siden 2009 har det været et lovkrav, at folkeskoler skal have en antimobbestrategi. På trods af kravet er det ifølge Jyllands-Posten kun hver femte skole, der har en antimobbestrategi.

På Thyholm Skole har de en nedskrevet antimobbestrategi. De bruger ressourcer på at sende lærere på kurser, så de lærer at håndtere mobning. Men lederen erkender, at skolen selvfølgelig også laver fejl.

- I forhold til sådan en situation som Frederikke, så er der selvfølgelig mange nuancer i sådan en sag. Jeg kan ikke helt konkret begynde at gå ind og kommentere på det, det gør jeg ikke. En historie er jo altid rigtig fra hendes side, men den kan godt have flere nuancer i sig, siger Knud Bjerregaard Hansen.

Betvivler du de her ting, de her episoder, Frederikke fortæller om?

- Et barn oplever jo altid nogle ting i forhold til, hvordan de er. Og det er et barns virkelighed. Hun kan godt have oplevet det sådan, men jeg kender ikke til historien, siger skolelederen.

Sound on/off

Tankerne bliver til virkelighed

- Skal det stoppe, eller skal det blive ved?

Frederikke Sleimann

Da Frederikke Sleimann var 12 år, blev det hele for meget. I timerne sad hun med lukkede øjne og tænkte på, at hvis hun nu bare fløj væk, så kunne hun måske flyve et andet sted hen at være.

Det udviklede sig til en gruelig fantasi om, at hun ville gå op af trapperne i den højeste bygning på skolen, stille sig op i vinduet og springe ud. En dag efter skole gjorde hun netop det – stillede sig op i vindueskarmen.

- Man står bare der og vipper med fødderne, frem og tilbage. Og så tænker man bare: Okay, jeg kan selv bestemme, hvad der skal ske. Skal det stoppe, eller skal det blive ved? Og så var det først der, det gik op for mig, da jeg virkelig var klar til det, at hvis jeg gjorde det her, så ville jeg ødelægge nogle mennesker, der elskede mig, fortæller Frederikke Sleimann.

- Og så trådte jeg ned. Men det var med sådan en underlig ro, for nu vidste jeg, at jeg selv kunne bestemme. Hvis det gik dårligt, så kunne jeg bare gøre det der. For jeg var jo også et barn, og vidste ikke, hvad det betød. 

Efter episoden i vindueskarmen søgte Frederikke Sleimann hjælp. Hun blev udredt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Herning og fik stillet diagnoserne Asbergers syndrom og ADHD. Mobningen fortsatte, da hun i 9. klasse skiftede til Østre Skole i Struer.

Men da hun startede i gymnasiet, holdt det op. Her blev hun anerkendt, fik gode venner og kunne langt om længe være sig selv.

Er du selvmordstruet?

Er du selvmordstruet?
BARN/UNG: Alle børn og unge kan ringe til BørneTelefonen på 116 111. Der er åbent kl. 11-23 alle dage året rundt. Fra 23-02 får man fat i Nattelinjen, der er det samme.
VOKSEN: Kontakt Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201, alle årets dage fra kl. 11-04. 

Jeg vil være lærer!

- Mit mål er at rumme alle elever. Også dem, der er efter dem, der har det svært.

Frederikke Sleimann

På skolebænken i Nørre Nissum sidder Frederikke Sleimann. Hun har sat sig for at bruge sine egne dårlige erfaringer fra skoletiden til at give børn nogle bedre oplevelser med folkeskolen. I dag bor hun i Holstebro og har fundet sig en sød kæreste, Christoffer, fra studiet.

- Til at starte med blev det sådan lidt: ”Nu skal jeg fandme ud og bevise, at sådan her skal man ikke behandle børn. Man skal være en bedre lærer, for det er noget, man husker resten af sit liv.” Og det er sådan lidt en naiv tanke at starte på den måde, det ved jeg godt, siger Frederikke Sleimann.

- Jeg har stadig et beskyttergen overfor dem, der har det svært. Det er 100 procent dem, jeg kommer til at fokusere mest på. Men mit mål er at komme til at rumme alle elever – også dem, der er efter de elever, der har det svært. For de har det jo også svært et eller andet sted.

I dag kæmper hun fortsat med fortidens minder og lavt selvværd. Men hun taler om det, og det hjælper hende i den proces at stå frem med sin historie. Nu drømmer hun om en fremtid med både hus og børn.

- I dag tænker jeg, at "hold kæft hvor er jeg dum, at jeg har tænkt på at springe ud fra et vindue". Tænk, hvad man også var gået glip af i sit liv, hvis man havde gjort det. Hvor var jeg endt? Det tænker man over i dag. Men det gjorde man ikke dengang.

Tekst og foto af: Allan Ødegaard og Henrik Birkbak.

Se hele programmet om Frederikke Sleimann i Indblik Søndag her:

09:12

Indblik Søndag fortæller historien om Frederikke Sleimann, der blev mobbet det meste af sin skoletid. Nu vil hun bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.

Luk video