Møbelvirksomheds overskud skrumper

Actona Company A/S har fremlagt et regnskab, der viser et fald i overskuddet på 45 procent.

241013_actona2_0.jpg

Møbelvirksomheden fra Holstebro har knap så flotte resultater som sidste år. Actona Company A/S har fremlagt et årsregnskab for 2012/2013, der viser et overskud på 25,1 millioner kroner efter skat. Det er næsten en halvering af virksomhedens overskud fra sidste år på 46,3 millioner kroner, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Det svarer til et fald i overskuddet på 45 procent.

Ledelsen skriver i årsrapporten, at de havde regnet med et regnskab som sidste år, og de kalder resultatet for 'mindre tilfredsstillende', fremgår det af rapporten.

Virksomhedens omsætning er ligeledes faldet med fem procent til en omsætning på 1,18 milliarder kroner.

Møbelvirksomheden med de 266 ansatte forventer en mindre stigning i aktivitetsniveau og indtjening for det nuværende regnskabsår.