Mistanke om svinepest på gård

Prøver fra gård i Trandum fløjet til undersøgelse på Lindholm for hurtigst muligt at få af- eller bekræftet mistanken (arkivfoto).

Svin_taetpakket.jpg

En gård i Trandum syd for Skive blev natten til torsdag lukket af fødevaremyndighederne på grund af mistanke om svinepest.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen tale om en gård under afvikling med 170 dyr.

Gårdejeren havde tilkaldt dyrlægen på grund af sygdom i besætningen. Svinene led af hudblødninger og høj feber, hvilket kan være tegn på svinepest, og dyrlægen orienterede derfor Fødevarestyrelsen, som rykkede ud med det samme.

Fødevarestyrelsens ansatte tog prøver af de syge svin, og prøverne blev med helikopter fløjet til DTU Veterinærinstituttet på øen Lindholm for hurtigst muligt at få be- eller afkræftet, om der er tale om den frygtede sygdom.

Hvis der er tale om svinepest, vil det ifølge Fødevarestyrelsen betyde et øjeblikkeligt stop for den danske eksport af svinekød. Den frygtede sygdom er ikke konstateret i Danmark siden 1933.

- Der er ingen udbrud af svinepest i Europa i øjeblikket, så risikoen for, at prøverne er positive, er ikke så stor. Men vi er selvfølgelig nødt til at tage mistanken meget alvorligt, siger souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard til www.tvmidtvest.dk.

Fødevarestyrelsen får et foreløbigt svar på prøverne sidst på dagen, men der kommer først et endeligt svar på lørdag - og indtil da vil gården forblive afspærret.