Mistanke om påsat brand i Glyngøre

Politiet arbejder nu med en teori om, at brand i Limfjordens Hus var påsat.

Branden, der mandag aften ramte restauranten og røgeriet Limfjordens Hus i Glyngøre, var muligvis påsat.

Den konklusion er lokalpolitiet i Skive nået frem til efter tekniske undersøgelser på stedet torsdag.

- Teknikerne fastslår, at der ikke er fejl i elinstallationerne. Branden er opstået under et vindue, og da vi ikke kan finde andre forklaringer på, at det pludselig begyndte at brænde, har vi en teori om, at branden er påsat. Men vi kan ikke sige det med sikkerhed, siger politikommissær Lars Mikkelsen.

Branden blev opdaget klokken 22.37 af en flok Pokémon-jægerne, der tilfældigvis kom forbi. Det var sandsynligvis også forklaringen på, at skaderne trods alt var nogenlunde begrænsede, selv om restauranten blev både vand- og sodskadet.

Politiet arbejder nu videre med efterforskningen og vil gerne høre fra eventuelle vidner, der kan bidrage med nye oplysninger.