Mistanke om overgreb i børnehave

Medarbejder i børnehave i Vinderup fritaget for tjeneste, mens politiet undersøger mistanke om sexuelt overgreb.

En ansat i institutionen Vindelevgård i Vinderup er blevet fritaget for tjeneste, fordi politiet efterforsker en mistanke om et seksuelt overgreb på et barn i børnehaven.

- Vores familiesektion fik mandag underretning om mistanke om et seksuelt overgreb på et barn i institutionen. Efter en tjenestelig samtale er den pågældende medarbejder blevet fritaget for tjeneste, mens sagen undersøges af politiet, siger afdelingschef Flemming Lauritsen fra Holstebro Kommune.

Forældre og personale blev tirsdag eftermiddag orienteret om sagen.

- Vi har hermed sikret, at børnene kan have en fortsat betryggende hverdag i institutionen. Nu afventer vi politiets undersøgelse af sagen, siger Flemming Lauritsen.

Lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Karsten Hansen, siger, at efterforskningen stadig er på et meget tidligt stadie - og at politiet endnu ikke har taget stilling til, om medarbejderen skal sigtes.