Mistænkt for millionbedrageri

Central Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi er netop nu i gang med at undersøge en anmeldelse om socialt bedrageri.

Politiet efterforsker lige nu en anmeldelse fra Skive Kommune om en kvinde, der er mistænkt for socialt bedrageri for mindst ti millioner. Det skriver Skive Folkeblad.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse fra Skive Kommune, og at vi lige nu kigger på sagen, fortæller Jim Hansen fra Central Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Ifølge Skive Folkeblad lider kvinden af muskelsvind og har derfor siden 2003 fået godt 1,4 millioner kroner årligt til personlig pleje 24 timer i døgnet. Kvinden har selv aflønnet sine hjælpere, og ét af indicierne for det sociale bedrageri er, at der er blevet lavet private træk på den konto, kommunen har sat pengene ind på.

Kommunen stoppede kvindens støtte allerede inden sin anmeldelse til politiet. En beslutning, kvinden har anket til Ankestyrelsen, fordi hun mener, at det er urimeligt, at kommunen uden videre fratager hende de penge, hun skal leve af.