Mistænkelig taske i lufthavnen

Glemt taske med bærbar computer skabte i morges uro i Karup Lufthavn.

I går var det en kasse æbler med en temperaturmåler, der gav anledning til at bombehunde fra Skive rykkede ud side om side med Rullemarie.

I dag var den gal igen - denne gang på parkeringspladsen ved den civile lufthavn i Karup. Her havde en mand fra Sjælland glemt en taske med en bærbar computer op af hjulet på en bil, inden han formentlig tog morgenflyveren til Kastrup.

Bomberydderne på banen

Den ensomme, og derfor lidt mistænkelige taske, fik lufthavnen til at ringe til politiet, som fik bomberydderne fra Skive på banen.

Og endnu en gang trillede Rullemarie ud i ukendt farvand, heldigvis kun for at afsløre, at der intet farligt var i tasken. Kun en bærbar computer og de personlige ejendele fra en mand på Sjælland.

Pas nu på

- Vi må altså opfordre folk til at være mere påpasselige med deres sager. Man må ikke efterlade sin bagage nogen steder, og i lufthavne og på banegårde osv bliver man hele tiden gjort opmærksom på det, lyder det en kende irriteret fra vagtchef Keld Nedergaard ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om den mystiske taske lidt i syv i morges, og ejeren af tasken har endnu ikke henvendt sig.