Misrøgt: Nederlag til anklageren

Vestre Landsret afviste - ligesom byretten - at fratage dømt hundehandler retten til at beskæftige sig med dyr.

270315Dom.jpg

Det lykkedes ikke anklageren at få frakendt hundehandler Frede Mattrup fra Bækmarksbro retten til at beskæftige sig med dyr, da Vestre Landsret fredag afsagde dom i en meget omtalt sag om grov misrøgt af dyr.

Frede Mattrup blev i starten af februar dømt ved byretten i Holstebro, hvor dommeren afviste at fratage ham retten til at beskæftige sig med dyr. Derfor ankede anklagemyndigheden sagen til landsretten, men det ændrede altså ikke udfaldet.

Landsretten mente ikke, at der var grundlag for at fratage hundehandleren retten til at arbejde med dyr.

Anklageren i sagen, Malene Christensen fra Statsadvokaten i Viborg, tager dommen efterretning - men tilføjer.

- Nu er det anden gang, han dømmes for overtrædelse af dyreværnsloven, og kommer der en tredje sag, så vil jeg sige, at rettighedsfrakendelse er noget oplagt.

Mattrup var tiltalt for misrøgt af en række hunde, heste og kreaturer - men efter landsrettens behandling slipper han med en mindre bøde.

I byretten blev han idømt 40 dagbøder af 4300 kroner - i alt 172.000 kroner. Det nedsatte landsretten til 40 dagbøder af 3750 kroner - i alt 150.000 kroner.

Frede Mattrup har under hele forløbet nægtet sig skyldig, men landsretten skulle ikke tage stilling til skyldsspørgsmålet.

Hans forsvarer, advokat Bjarne Vium, var efter dommen godt tilfreds med, at landsretten ikke frakendte ham retten til at have dyr.

- Det er meget vigtigt, at han har noget at stå op til i morgen, og at han kan passe sine dyr, siger Bjarne Vium.