Mislykket røveriforsøg mod Super-Kiosk

Mand efterlyst efter forsøg på røveri med kniv.

Midt- og Vestjyllands politi efterlyser en mand, som natten til mandag forsøgte at begå et knivrøveri mod Super-Kiosken på Niels Kjeldsens Vej i Holstebro.

En ansat fra kiosken gik kl. 22.32 ud af en bagdør for at tømme en skraldespand. Her blev han mødt af røveren, der truede ham med en kniv. Døren var smækket i bag den ansatte.

- Han spørger på engelsk den ansatte, om døren er låst. Da den ansatte bekræfter, løber manden væk, fortæller Peder Christensen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Røver efterlyst

Politiet efterlyser den engelsk-talende mand. Han er 25-35 år gammel, 175 cm. høj og spinkel af bygning. Manden bar en sort skimaske, sort tøj og var bevæbnet med en kniv.

Overvågningskameraerne ved butikken fangede formentlig røveriforsøget. Politiet kigger nærmere på optagelserne i dag. Oplysninger om gerningsmanden kan gives til Midt- og Vestjyllands Politi ved at ringe 114.