Mishandlet kat: Gerningsmænd fundet

Politiet har fundet gerningsmændene bag mishandling af kat. Det var ejerne, der selv valgte at drukne katten, da den kom til skade.

180214-3Kat.jpg

Sagen om den grove mishandling af en kat, der blev fundet død i Gudenåen, er nu opklaret.

Dyrenes Beskyttelse oplyser, at lokalpolitiet i Viborg har rejst sigtelse mod kattens ejere - et ungt par fra Østjylland - i den makabre sag.

Det var tilsyneladende et tip fra offentligheden, der førte til opklaringen af sagen. Da katten blev fundet, udlovede Dyrenes Beskyttelse en dusør på 5000 kroner, og flere private valgte senere at forhøje beløbet. Og nu bliver der så udbetalt en dusør på i alt 27.500 kroner i sagen

Kom hjem med brækkede ben

Katten blev for et par uger siden fundet i en gul plasticpose i Gudenåen ved Bjerringbro. Dens ben var bøjet bagud og bundet sammen med plasticstrips, og den dyrlæge, der undersøgte katten, konstaterede, at bagbenene var brækkede.

Kattens ejere har nu forklaret politiet, at katten kom hjem med brækkene ben, og at de derfor bestemte sig for at aflive den ved at drukne den. Og da den strittede imod, bandt de dens ben sammen med strips.

- Det sker desværre med jævne mellemrum, at vi i Dyrenes Beskyttelse ser eksempler på, at dyreejere vælger at spare penge til dyrlægen og selv står for aflivning. Det er direkte uansvarligt og ulovligt. Hvis man anskaffer sig et dyr, har man det fulde ansvar for det- også når det koster penge. Man må ikke selv forsøge sig med afvlivning, da det kan påføre dyret store lidelser, siger kommunikationschef Tina Engberg fra Dyrenes Beskyttelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiet, men Dyrenes Beskyttelse oplyser, at kattens ejere er sigtet for at overtræde dyreværnslovens paragraf 13, der har følgende ordlyd:

"Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning ved drukning må ikke finde sted".

1:34
Sagen om grov mishandling af en kat, der blev fundet druknet i Gudenåen, er nu opklaret.