Mishandlede hund med sømbræt

En sommerhusejer tævede søndag en hund med et sømbræt, så eftertrykkeligt at hunden fik blødende sår.

PolitiErme_type1.jpg

En 37-årig mand fra Solbjerg på Mors var søndag på jagt efter et anskudt stykke råvildt. Med sig havde han sin svejshund, som efter et stykke tid fik færden af vildtet, og fandt det.

Råvildtet flygtede ind i et sommerhusområde, men undslap ikke. Mens hunden rev og sled i dyret kom en anden mand til. Han angreb hunden med et bræt med et søm i, og tæskede hunden så kraftigt, at den måtte til dyrlæge med blødende sår. Det fortæller vicepolitikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad.

Kendt gerningsmand

Efterfølgende hævdede manden overfor hundens ejer, at han havde slået hunden med en stige, men ejeren fandt sømbrættet med frisk blod ikke langt derfra.  

Gerningsmanden nåede at smutte inden politiet ankom, men politiet ved hvem han er, og vil tage kontakt. Episoden foregik i et sommerhusområde nær Sæbygård Feriecenter på Lyngvej i Nordsalling.

- Episoden kan have baggrund i, at nogle af sommerhusejerene i området er grundigt trætte af de jægere, som går der, men det retfærdiggør ikke det, der er sket, siger Lars Mikkelsen til Skive Folkeblad.