Minktyveri mislykkedes i Engesvang

Minktyve plager indimellem landsdelen, men natten til mandag mislykkedes det for banditterne, da en sirene skræmte dem bort.

141222mink.jpg

Et forsøg på minktyveri mislykkedes natten til mandag. Alarmen gik og tyvene stak af. Det oplyser politikommissær Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

Tyveriforsøget skete på Krattet mellem Engesvang og Bording, hvor tyvene blandt andet havde brudt gennem en mur og fjernet en rude.

Tyvene forsøgte at afbryde alarmsystemet med en såkaldt jammer, som hidtil har været brugt ved blandt andet indbrud i biler.

Og tyvene må have vidst besked, for der lå 7.000 minkskind til en værdi af 2,8 millioner, hvoraf de 2.500 var pakket og klar til afhentning mandag morgen.

- Tyvene blev forstyrret af en sirene og stak af, så heldigvis fik de ikke noget med, fortæller Bent Smedegaard.

Banditterne havde ellers forberedt sig godt og punkteret to biler ved minkfarmen, så ingen kunne følge efter dem.