Minksygdom bremser kontrolbesøg

17 af 130 minkfarme i Holstebro er ramt af sygdom. For at undgå smittespredning kommer kommunen ikke på tilsyn på de ramte farme.

Holstebro Kommune har midlertidigt besluttet at stoppe tilsynene på de minkfarme, der er ramt af sygdommen plasmacytose.

Det sker for at undgå at sprede sygdommen yderligere, oplyser kommunen på sin hjemmeside.

Der er 130 minkfarme i kommunen, og den frygtede sygdom er konstateret på 17, mens tre andre er under mistanke.

Beslutningen er truffet efter dialog med Fødevarestyrelsen og brancheforeningen Kopenhagen Fur. Og foreløbig er det usikkert, hvornår kontrolbesøgene genoptages.

- Vi følger situationen nøje og holder tæt kontakt med Kopenhagen Fur. Vi får tilsendt en daglig statusopdatering fra Kopenhagen Fur Diagnostik med oversigt over smittede og mistænkte farme, siger fagkoordinator i Natur og Miljø, Brian Daniel Bak.

Plasmacytose er en lungesygdom, der blandt andet betyder øget dødelighed hos hvalpene, dårligere trivsel og pelskvalitet. Sygdommen er ikke farlig for mennesker.