Minkavler skylder 95.000 til polakker

En minkavler ved Holstebro skal betale 95.000 kroner til fem polske kvinder, som han har snydt i løn.

Fem polske kvinder har fået efterbetalt 95.000 kroner af en minkavler vest for Holstebro. De blev nemlig snydt i løn, da de i 2009 arbejdede i knap en måned for minkpelser Thomas Nielsen. Det skriver nyhedsbrevet 3F, efter at fagforeningen 3F har indgået et forlig med minkpelseren.

- Vores polske medlemmer har fået en ussel behandling. Sagen minder om et menneskesyn hos arbejdsgivere for mere end hundrede år siden, siger Egon Roesgaard, der er faglig sekretær hos 3F Holstebro til nyhedsbrevet 3F.

For lidt løn og for mange timer

Udover at minkpelseren skal have betalt for lidt i løn, skal han også have ladet polakkerne bo under kritisable forhold og arbejde i halve døgn i træk.

Minkpelser Thomas Nielsen er skuffet over de polske arbejdere.

- Jeg føler mig røvrendt. Jeg har ikke krævet, at de skulle arbejde søndag morgen og sen aften. Men de ville skyde timer af, så de kunne komme før hjem til Polen. Jeg gjorde det for at være flink, ikke for at udnytte dem, siger han til nyhedsbrevet 3F.