Minkavler frygter pelssygdom på ny

En minkavler fra Ringkøbing har lige haft aflivet hele sin minkbesætning på grund af pelssygdom Plasmacytose. Nu risikerer han at skulle gøre det igen.

mink.jpg

Bent Østergaard måtte i december sidste år tømme hele sin farm, fordi nogle af dyrene led af plasmacytose. I februar fik han nye dyr ind, men en prøve har vist, at en enkelt tæve er under mistanke for at have den smitsomme sygdom. Nu venter han så svar fra andre prøver, der skal vise, om han bliver tvunget til at starte forfra endnu engang.

- Det er ganske ubehageligt, når man går og venter på svar, og det trækker ud fordi de analyserer og anslyserer. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke kommer svar, og så bliver jeg jo urolig, det skal der ikke være nogen tvivl om, siger minkavler Bent Østergaard.

Bent Østergaards farm er én af kun to midt- og vestjyske farme, der er under mistanke. I efteråret var der ellers langt over 100 smittede farme her i landsdelen. Men takket være en effektiv indsats af hele branchen, lykkedes det at bekæmpe udbredelsen af den smitsomme sygdom.

- På godt jysk, så er det godt træls for de to avlere, men det overordnede billede det er, at det er lykkedes fantastisk at få sygdommen udryddet hurtigt og effektivt. Så det er det generelle billede, og det er vi utrolig lykkelige for, siger John Papsø, Formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening.
Bent Østergaard får svar på prøverne i midten af den kommende uge.