Minkavler får Nordens største solcelleanlæg

En minkavler ved Ringkøbing opfører Nordens største solcelleanlæg. Det skal ligge på taget af alle minkhusene og være hele fem kilometer langt.

250713_mink_0.jpg

Bukholt Mink i Ringkøbing forstår at udnytte mulighederne for at få vedvarende energi. Carsten Bukholt sætter solceller op på samtlige minkhuse på farmen, og det rækker til i alt fem kilometer solceller.

- Økonomi og miljø går hånd i hånd, og for os er det en attraktiv aftale. Men det var naturligvis også et ønske om at være mere grønne, og med vores store tagareal var det mest naturligt at gå efter et solcelleanlæg, siger Carsten Bukholt.

Det enorme solcelleanlæg kommer til at producere 1,2 megawatt om året, hvilket svarer til den energi, som 300 villaanlæg vil kunne producere. Tilbagebetalingstiden på så stort et anlæg vil være omkring ni år.

8.000 kvadratmeter energi

Det er det kundeejede energiselskab OK, der opfører det fem kilometer lange solcelleanlæg.

Udover argumentet om den grønne tankegang har minkavleren regnet på, hvor stor en gevinst det enorme solcelleanlæg vil give. Minkavleren nåede at komme med på den gamle ordning, hvor det bedre kunne betale sig at opsætte solcelleanlæg.

- Det er ingen hemmelighed, at minkavlere har økonomisk medvind lige i øjeblikket, men det kan hurtigt vende. Så er det måske meget rart at have investeret i noget andet end mink, siger Carsten Bukholt.

Ifølge minkfarmerens beregninger kan han komme til at tjene 1,5 millioner kroner om året på at sælge solenergi fra de i alt 5.000 paneler.