Ministeren slår fast: Kriminelle udlændinge bliver på Kærshovedgård indtil videre

Efter at have droppet idéen om øen Lindholm vil Mattias Tesfaye undersøge alternative placeringer til Kærshovedgård.

01:55

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye tør ikke give en garanti for, at de kriminelle kommer væk fra Kærshovedgård, Men han vil undersøge muligheden - se et interview med ham her.

De udviste, kriminelle udlændinge skal indtil videre blive boende på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), efter at regeringen torsdag har besluttet at droppe planerne om et nyt udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt.

Læs også Regeringen dropper Lindholm - uvist hvad det betyder for Kærshovedgård

Det var planen, at de udviste kriminelle, der i dag bor på Kærshovedgård, skulle flyttes til Lindholm, men nu skal de altså på ubestemt tid blive i det midtjyske.

Tesfaye understreger dog, at regeringen nu vil undersøge alternative placeringer.

- Det var den tidligere regerings plan, at de skulle blive boende på Kærhovedgård til år 2021, og jeg håber, at vi inden da har fået en plan for, hvor de udvisningsdømte kriminelle skal bo. Det er så ikke på Lindholm, fordi det er alt for dyrt, og vi igangsætter nu en ret grundig undersøgelse af, hvor vi får dem placeret bedst muligt. 

- Kan du give en garanti for, at de ikke skal blive boende på Kærshovedgård?

- Jeg kan desværre ikke give nogen garantier, for vi vil gerne lave en ret grundig undersøgelse af, hvor de udvisningsdømte udlændinge skal bo. Det skal ske efter grundige overvejelser. Her er både de eksisterende asylcentre i spil, men det kan også være andre placeringer, siger ministeren.

Beslutningen om at droppe Lindholm har mødt kraftig kritik fra oppositionen. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard siger til Ritzau, at hun ikke håber, at de kriminelle udlændinge skal blive i det midtjyske, fordi de efter hendes mening skaber stor utryghed. 

Mattias Tesfaye er dog fast i beslutningen. Han dropper ideen om at sende de kriminelle ud på en ø, fordi han ikke tror på, at det virker, og fordi det er alt for dyrt. 

- Vi bruger knap 1000 kroner om dagen per styk af de her kriminelle udlændinge, som vi gerne vil have sendt ud af landet. Men forslaget med Lindholm vil koste næsten 3000 kroner. Det er rigtig mange penge. Dem kan vi bruge meget bedre, siger han.

00:59 Luk video