Minister vil finde løsning på overskudsvarme

I dag var Energiministeren i Viborg, og han blev afkrævet en løsning på brug af overskudsvarmen fra Apples kommende datacenter.

Foto: Viborg Kommune

1 af 2

En klækkelig stigning i varmeprisen truer fjernvarmeforbrugerne i Viborg. Derfor haster det med at finde ud af, om byen kan få glæde af overskudsvarmen fra Apples kommende datacenter. I dag var energiministeren i byen, og der blev gjort et energisk forsøg på at få et svar fra energiens minister. For det haster med at få en løsning.

- Det vil være en katastrofe, hvis ikke vi kan bruge den grønne energi. De skiftende regeringer har sagt, at nu kommer der en løsning, men den er stadig ikke kommet, og vi skal have en løsning frem nu, fastslår Niels Dueholm (S), formand for Energi Viborg.

Om to et halvt år forsvinder et særligt tilskud til det nuværende gasfyrede kraftvarmeværk. Det betyder at varmeprisen stiger med 4.000 kroner om året for en typisk forbruger, hvis der ikke bliver fundet en anden varmekilde.

Viborg har de senere år haft flere forsøg på at skaffe billigere varme. Men en boring efter varmt vand endte katastrofalt. Og et anlæg til affaldsforbrænding løb også ud i sandet. Men måske er der håb for forbrugerne. Ministeren lovede nemlig på dagens møde at undersøge afgiften på overskudsvarme.

- Når der er tale om overskudsvarme, så er det helt afgørende, at vi også har nogle rammevilkår som sikrer, at vi også er i stand til at udnytte det, siger Klima- og Energiminister Lars Christian Lilleholt (V). 

Om kort tid fremlægger energiministeren en ny analyse af energiafgifterne.