Minister: Ulovligt at fratage Bodil sin hjemmehjælp

Sundhedsminister fastslår, at Ringkøbing-Skjern Kommune har handlet i strid med loven, hvis de har undladt individuel vurdering i sag om hjemmehjælp.

- Den enkelte borger uanset diagnose eller handicap har ret til en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
- Den enkelte borger uanset diagnose eller handicap har ret til en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.
Foto: Steen Brogaard

Det er i strid med loven, at Ringkøbing-Skjern Kommune har frataget Bodil Vestergaard på 79 år den praktiske hjemmehjælp, fordi hun ikke er blind, svært dement eller lam.

Det fastslår sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

- Den enkelte borger uanset diagnose eller handicap har ret til en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp, og derfor er det heller ikke lovligt pr. automatik bare at sige, at så kan kun demente, blinde og lamme borgere få hjælp, lød det fra sundheds- og ældreministeren i folketingssalen i et svar til folketingsmedlem Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.

Dennis Flydtkjær rejste sagen over for ministeren på baggrund af DR Midt & Vests historier om Bodil Vestergaard.

Bodil Vestergaard har en nedsunken ryg, og har derfor de seneste 10 år modtaget hjælp til rengøring.

Men den hjælp blev hun frataget, da Ringkøbing-Skjern Kommune strammede kriterierne for at få hjemmehjælp, og i et brev til borgerne lød det, at man fremover skulle være ”svært dement, blind eller lam i næsten i hele kroppen” for at få hjemmehjælp.

Ringkøbing-Skjern Kommune har ikke umiddelbart tænkt sig at gøre noget, fastslår Karsten Sørensen, formanden for Social- og Sundhedsvalget (S) over for DR P4 Midt & Vest.