Minister skærper indsats mod skarven

Fremover skal det være lettere at skyde eller skræmme de fugle, der æder masser af laks i åerne. Meningerne er delte mellem ornitologer og fiskere.

Sammenslutningen ved Storå er begejstret for nyt udspil til skarv-regulering. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skærper nu indsatsen mod den omstridte fugl skarven.

Skarven betegnes som en trussel mod lystfisker-turismen, fordi dens store appetit har været medvirkende årsag til, at laksebestanden er stagneret. 

Med en revideret forvaltningsplan præsenterer ministeren en række nye værktøjer, der skal gøre det lettere at skræmme fuglene væk:

  • Det bliver nu muligt at skyde skarver på deres rastepladser.
  • Man kan få tilladelse til at bruge skjul og lokkefugle under jagten.
  • Fuglene kan reguleres i fredningsbælter for vandringsfisk.

- Det skulle gerne batte meget, så vi med den ene hånd bevarer en bestand af skarv, det er vi forpligtede til med fugledirektivet i forhold til EU og med den anden hånd sikrer, at de mange mange millioner der bliver brugt på åer og vandløb, genslyngninger og lignende men også udsætning af fisk, medfører, at vi får en hensigtsmæssig fiskebestand, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Tager al yngel
Lystfiskerturismen hilser Naturstyrelsens udkast til indsats mod skarven velkommen. 

- Det har været tiltrængt. Vi ser meget positivt på det, siger Torben Thinggaard, som sidder i forretningsudvalget for Sammenslutningen ved Storå.

Ingen grund til bekæmpelse
Samme begejstring finder man slet ikke hos ornitologerne.

- Lystfiskerne de skovler jo nærmest laks op af åerne og har svært ved at slæbe dem hjem, og de går rundt med armene over hovedet, så der er masser af laks, så der er slet ikke nogen grund til at fortsætte bekæmpelse af skarv, siger Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening.
 

02:27

Se, hvad ornitologer og lystfiskere siger til ministerens nye skarvregulerings-udspil.

Luk video