Minister sætter kammeradvokat på Fur-sag om fiskekvoter

Endnu en sag om fiskekvoter får kammeradvokaten til at gå ind i konkret sag, hvor en fisker er blevet tildelt kvoter uden om reglerne.

Foto: TV 2

De seneste år er flere uheldige sager på fiskeriområdet væltet frem. Endnu en sag melder sig nu i rækken. En Fisker fra Fur fik i 2016 nemlig tildelt kvoter uden om reglerne. Nu sætter fiskeriministeren kammeradvokaten på sagen.

- Jeg betragter det som en meget alvorlig sag, da vi ikke kan finde nogen dokumentation eller sagsagter i den her sag – og indholds og tidsmæssigt ligger den tæt på andre sager, vi har haft, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

Sagen drejer sig om fiskeren Johannes Christensen fra Fur, der i 2016 fik tildelt fiskekvoter for op mod tre millioner kroner. Tildeling af kvoterne var dog i strid mod reglerne i generationsskiftepuljen. Her gælder det nemlig, at man skal begynde at fange fisk det år, hvor båden er købt. Johannes Christensen fra Fur købte sin båd i 2015 og søgte derfor et år for sent.

Billedet viser en del af mailkorrespondancen mellem tidligere fiskerikontrolchef Mik Jensen og Johannes Christensen. Foto: Aktindsigt, TV 2

- Det skriger til himmelen

En aktindsigt som TV MIDTVEST har fået i samarbejde med TV 2, viser blandt andet en mailkorrespondance mellem Fiskeristyrelsens daværende fiskerikontrolchef og fiskeren Johannes Christensen. Her fremgår det, hvordan aftalen skal holdes hemmeligt.

- De her mails skriger til himmelen og understreger, at det har været helt galt. Det siger jo alt om, hvilken kultur der har været i fiskeriforvaltningen gennem de her år. At man har været sådan lidt ’nu får du noget her, men du skal ikke gå og sige det for højt’, og giver nogle tilladelser til nogle og ikke til nogle andre, siger Simon Kollerup, der er socialdemokraternes fiskeriordfører. 

Læs også Fisker fik tildelt kvoter uden om reglerne: - Jeg har ikke gjort noget ulovligt

- Korrespondancen er med til at understrege, at man ikke har set til, hvad der har været gældende lovgivning og regler på området i den konkrete situation. Det er bekymrende, når der slet ikke ligger noget dokumentation eller sagsakter på det her, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen.

Manglende tillid 

Ad flere omgange har tilliden på fiskeriområdet været brudt. I 2017 blev daværende fiskeriminister Esben Lunde Larsen (V) frataget området efter flere sager. Flere topembedsmænd i Fiskeristyrelsen blev forflyttet og tilliden har været nærmest ikke-eksisterende.

- Det er fint, at man udvider undersøgelsen, men det ændrer ikke ved, at vi som Folketing skal have tillid til den kultur, der også er i ministeriet i dag. Derfor har vi indkaldt ministeren (red. Eva Kjer Hansen) og hendes embedsfolk til at forklare, hvorfor vi skal have tillid til forvaltningen i dag, for med de sager, der hvirvler frem dag efter dag er det her en meget svær tillidsøvelse, lyder det fra Simon Kollerup. 

De her mails skriger til himmelen og understreger, at det har været helt galt.

Simon Kollerup, fiskeriordfører (S)

- Det er en helt ny styrelse med en helt ny ledelse, hvor der eksempelvis er oprettet et tilsynskontor. Jeg synes, at vi har foretaget mange tiltag for at genoprette tilliden til forvaltningen, men det er klart, at det er svært med tilliden, når der bliver ved med at dukke sager op, siger Eva Kjer Hansen. 

00:36

Her kan du se et interview, hvor socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup forholder sig til den konkrette sag. 

Luk video