Minister overvejer tørkehjælp til pressede landmænd

Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil se på, om regeringen kan komme tørkeramte landmænd til undsætning.

20130719-162023-l_25mb.jpg
Foto: Axel Schütt / Ritzau Scanpix

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er klar til at se på, hvordan han kan hjælpe det tørkeramte landbrug.

- Der er ingen tvivl om, at rigtig mange landmænd er hårdt pressede af tørken.

- Der står meget på spil for den enkelte landmand, og derfor ser vi åbent på alle forslag til at hjælpe landbruget i en helt usædvanlig situation, siger Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Landbrug & Fødevarer har efterlyst hjælp til at håndtere den ekstreme tørke, som risikerer at påføre landbruget et tab på op mod 4,5 milliarder kroner. 

2:05
Situationen er nu så alvorlig, at Landbrug & Fødevarer frygter konkurser.

Det skyldes, at det varme vejr har fremskyndet høsten, og at høstudbyttet ventes at blive historisk ringe.

Landbrugets organisation har skitseret en række muligheder, hvor staten og kommunerne kan gå ind og hjælpe erhvervet.

Eksempelvis ved at fremrykke udbetaling af landbrugsstøtten og udskyde betaling af jordskatter og moms.

Det vil give landmændene ekstra likviditet, så man kan komme videre til næste høstperiode.

Det er forslag, som regeringen nu vil "overveje nærmere", som det fremgår af pressemeddelelsen.

Miljø- og fødevareministeren henviser desuden til, at der i EU i næste uge skal stemmes om et forslag, der vil gøre det muligt at slå brakmarker og bruge det til dyrefoder.

Det er netop en af de muligheder, som landbruget selv har skrevet på ønskesedlen.

- Vi er i en voldsom tørke, og tabene bliver større og større, for hver dag solen skinner, og det ikke regner.

- Vi kan allerede se nu, at det kommer til at ramme virkelig hårdt, sagde formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, onsdag til Ritzau.

Han har understreget, at forslagene fra landbruget om hjælp ikke vil være en udgift for skatteyderne.

Også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har erklæret sig villig til at se på, om landbrugserhvervet skal have en hjælpende hånd.

/ritzau/