Minister overvejer hjælp til geotermi

Klimaministeren overvejer at hjælpe med en forsikringsordning, så forsøget med at bore efter varmt vand i Salling kan gennemføres.

031012_Martin_Lidegaard.jpg

Der er måske statslig hjælp på vej til Skive Geotermi.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (B) lover i hvert fald at undersøge, om staten kan hjælpe med at lave en forsikringsordning til kommuner, der vil bore efter varmt vand i undergrunden.

- Kommunerne har spurgt, om vi kan lave en statslig garantiordning. Det kan vi ikke bare gøre, men måske kunne staten hjælpe med at skabe en gensidig forsikringsordning, så kommunerne er sikre på, at de er dækkede, siger Martin Lidegaard til TV/MIDT-VEST.

Håndsrækningen kommer på baggrund af et nødråb fra Skive Geotermi, som gerne vil bore efter varmt vand i undergrunden ved Rødding.

Selskabet, der ejes af Skive Kommune, vil selv betale for selve boringen - men efter skandalen med en lignende boring i Viborg Kommune, der betød en stor million-regning til varmeforbrugerne, kan Skive Geotermi ikke forsikre sig mod uforudsete problemer. Projektet risikerer dermed at falde til jorden, hvis staten ikke hjælper.

Ministeren vil nu drøfte sagen med forligskredsen, men regner med at kunne komme med en forholdsvis hurtig tilbagemelding til kommunerne.

 

1:01
Klimaminister overvejer hjaelp til geotermi