Minister kaldt i samråd om tobis

Thomas Danielsen har kaldt fødevareministeren i hastesamråd om tobisfiskeriet.

210515Tobisfisk.jpg

Natten til torsdag stoppede tobisfiskeriet på Doggerbanke i Norsøen. Tobisfiskeriet er presset, og det får nu folketingspolitiker Thomas Danielsen til at indkalde fødevareminister Dan Jørgensen i hastesamråd.

- Det er helt vanvittigt, at ministerens vilje ikke er til stede til trods for, at det ikke skal ske via EU. Det er alene viljen, der mangler, siger Thomas Danielsen i en pressemeddelelse.

På hastesamrådet vil Thomas Danielsen have fødevareministeren til at "redegøre for den kritiske situation for tobisfiskeriet, og for at ministeren nægter at tage initiativer til øger tobisfiskeri".

Utilfredse fiskere

Lige nu er sæsonen for at fange tobis på sit højeste, men kvoten for at fange fisken er opbrugt. Danmarks Fiskeriforening PO er utilfredse med, der ikke længere må fanges tobis.

- Stoppet kommer på det værst tænkelige tidspunkt, og vores medlemmer er rasende over stoppet. Fødevareministeriet baserer sit stop på et rådgivningssystem, der har spillet fallit. Forenklet sagt vil biologerne have, at fiskerne fanger tobis i områder, hvor de ikke er, mens vi omvendt ikke må fange dem, der hvor de reelt er. Det kalder jeg det glade vanvid, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen i en pressemeddelelse fra Danmarks Fiskeriforening PO.

Rammer hårdt

Stoppet for fiskeriet på Doggerbanke betyder, at fiskerne mister en førstehåndsomsætning på omkring 250 mio. kroner, mens fiskemelsfabrikkerne i Thyborøn, Hanstholm og Skagen går glip af milliardeksport, fordi tobisen udebliver.

- Det her rammer hårdt blandt industrifiskerne og fabrikkerne, men det koster også arbejdspladser i lokalområderne. Der er mange mennesker, der i dag i større eller mindre grad er afhængige af, at tobisfiskeriet har en vis størrelse, og det får den ikke i år, siger Svend-Erik Andersen.

Fødevareminister Dan Jørgensen afslog i sidste uge at forhøje kvoten ved Doggerbanke med 40.000 tons. Dermed forbliver den danske kvote på Doggerbanke på 125.000 tons. Det er den kvote, Fødevareministeriet nu mener, er opfisket, og derfor er tobisfiskeriet stoppet.