Minister hyldede håndværkstalent fra Skive

Minister hyldede håndværkstalent fra Skive

De danske deltagere fra VM i Skills var torsdag til reception hos minister Ellen Trane Nørby. Heriblandt var murer og sølvvinder Jens Peter Vestergaard fra Skive.

De danske deltagere fra VM i Skills var i dag til reception i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling som en anerkendelse af deres betydning som rollemodeller. Heriblandt var murer Jens Peter Vestergaard fra Skive, der går på Herningsholms Erhvervsskole og vandt sølv i verdensmesterskaberne.

Da der i august blev afholdt verdensmesterskaber i håndværk, også kaldet VM i Skills, var i alt 18 danske håndværkertalenter fra landets erhvervsuddannelser med i São Paulo, Brasilien. Murer Jens Peter Vestergaard fra Herningsholm Erhvervsskole fra Skive vandt sølv ved verdensmesterskaberne, og det blev han i dag hyldet for.

- I er alle sammen eksempler på det, som vi i Danmark har så hårdt brug for: Fremragende og dedikerede unge, som har valgt en erhvervsuddannelse. Og fordi I vil jeres erhverv og brænder for jeres fag, er I nu blandt de bedste i verden, sagde minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Rollemodeller for andre unge

Ud over sølvvinder Jens Peter Vestergaard fra Skive så deltog også flere andre vindere.  Derudover deltog også de otte håndværkstalenter, der fik medallions of excellence inden for fagene autolakerer, tjener, kok, møbelsnedker, bygningssnedker, karrosseritekniker, maler og flisemurer. Og alle kan de - ifølge ministeren - være særdeles stolte.

- Udover at være fremragende inden for jeres felt tjener I også som rollemodeller for andre unge, som ikke er helt sikre på, hvilken uddannelsesvej de skal vælge. Samtidig afspejler i, at en erhvervsuddannelse ikke er én ting, men mange forskellige fag med hver deres særpræg og krav til kompetencer, sagde Ellen Trane Nørby.

Ved VM i Skills skulle deltagerne udføre en række opgaver inden for deres fagområde, og de færdige opgaver blev bedømt af en international komité.

VM i Skills afholdes igen i 2017.

Sådan her så det ud, da Jens Peter Vestergaard i august vendte hjem fra VM i Skills i Brasilien:

Fakta om Skills

SkillsDenmark står bag DM i Skills, hvorfra vinderne kan kvalificere sig til VM i Skills.

SkillsDenmark er en organisation dannet af lønmodtager- og arbejdsgiverparterne på håndværksområdet og støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling plus en række virksomheder og fonde.

SkillsDenmarks mission er at arrangere konkurrencer i håndværk for at udbrede kendskabet til disse.