Minister graver for ny efterskole

Byggeriet af Danmarks første internationale efterskole blev i dag sat i gang af uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen.

Efterskole_0.jpg

Vedersø Idrætsefterskole har startet byggeriet af en ny, international efterskole. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen tog det første store gravemaskine-spadestik til det store projekt.

- Det forener noget af det bedste i vores samfund: Folkelighed og internationalisering. Vi har et fundament at stå på i en dyb tradition, som vi fornyer, så vi kan bruge den i fremtiden, siger Esben Lunde Larsen.

Alt skal foregå på engelsk

Efter længere tids forarbejde går Vedersø Idrætsefterskole nu i gang med byggeriet, der har været annonceret siden september 2013. På skolen vil hverdagssproget være engelsk.

- Vi er de første i Danmark til at lave en rent engelsk-sproget efterskole. Al undervisning, samlinger, sang og fortællinger skal være på engelsk, fortæller forstander på Vedersø Idrætsefterskole, Kim Skouborg.

Skolen får navnet "The International" og skal efter planen stå klar til skoleåret 2016/2017.