Minister godkendte kommuners bytte med ubebyggelige grunde

Erhvervsministeren burde have stoppet kommuners kreative byttehandler af sommerhusgrunde, mener eksperter.

Simon Kollerup blev erhvervsminister efter folketingsvalget i juni. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har kendt til, hvordan flere kommuner på kreativ vis har byttet sig til attraktive sommerhusgrunde tæt på kysten, og han burde have stoppet dem.

Det mener flere eksperter ifølge Jyllands-Posten.

Med ændringen af planloven i 2017 fik kommuner lov til at udstykke 6000 sommerhusgrunde i kystnærhedszonen. Forudsætningen var, at de samtidig sløjfede 5000 ubebyggelige grund i samme zone.

Læs også Kreative kommuner bytter sig til kystnære sommerhusgrunde

Det er tidligere kommet frem, at en stor del af de sløjfede arealer ligger inden for klit- og strandbeskyttelseslinjen, hvor der ikke må bygges. Andre arealer er i dag sø eller hav, hvor der ikke kan bygges.

Flere eksperter har vurderet, at der er tale om usaglighed og snyd, når de grunde, der byttes med, ikke er reelle byggegrunde.

I slutningen af august sendte ministeren en mail til en række ordførere med et høringsnotat, hvori det er beskrevet, at nogle af de arealer, der byttes med, "er omfattet af enten strandbeskyttelse/klitfredning, sø- og å-beskyttelseslovens § 3 eller udlagt til kreative arealer i lokalplaner".

I notatet er vurderingen, at byttehandler kan ske inden for planloven. Det fremgår dog også, at der i ministeriet har været planer om at ændre praksis fremadrettet, så de grunde, der byttes med, "skal kunne bebygges".

Ministerens kendskab er problematisk

Jørgen Primdahl, professor i landskabsarkitektur og planlægning ved Københavns Universitet, kalder ministerens rolle i sagen for "problematisk".

- Noget, der i dag er en sø, kan jo ikke samtidig være en sommerhusgrund. Det er et kæmpe problem, at ministeren har godkendt ansøgningerne. Han burde i den grad have sat foden ned, siger han til Jyllands-Posten.

Læs også Borgmester om byttehandel med sommerhuse: Jeg ser det ikke som snyd

Helle Tegner Anker, professor i jura ved Københavns Universitet, har skrevet en kommenterende udgave af planloven. Hun mener ikke, at lovens intention er overholdt.

- Man må gå ud fra, at lovgivningens intention var, at der skulle foregå en reel byttehandel. Det virker derfor uheldigt, at ministeren ikke har sikret, at kun reelle byggegrunde kan tælle i byttehandlen, siger hun til Jyllands-Posten.

Simon Kollerup har ikke ønsket at stille op til interview over for Jyllands-Posten. Han skriver i et skriftligt svar, at han står på mål for byttehandlerne.

02:44

Ekspert mener, at Ringkøbing-Skjern Kommune snyder, når de bytter sommerhusgrunde væk.

Luk video