Minister afviser svinepant

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), vil ikke være med til pant på grise.

Svin-i-stald-2.jpg

Det er protektionisme at indføre pant på nyfødte grise i Danmark. Det mener fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Hun afviser dermed det forslag som Socialdemkraterne og NNF i dag har fremsat på et møde i Holstebro for at redde danske arbejdspladser.

Forslaget går ud på at en pant på 80-100 kroner betales tilbage, hvis grisen slagtes i Danmark. Det skal forhindre, at svin sendes til slagtning i udlandet.

- Det er ikke til at finde ud af, hvad Socialdemokraterne egentlig mener. Det ene øjeblik siger de, at de vil have  afviklet landbrugsstøtten, det næste øjeblik er de villige til at indføre en særlig eksportafgift, siger Eva Kjer Hansen til Ritzau.

HUn mener, at den eneste måde, hvorpå slagterierne kan klare sig i konkurrencen, er ved at nedsætte deres omkostninger ved produktionen. Det offentlige går foran med en nedsættelse af slagteriernes udgifter til kødkontrol, fremhæver hun.

- Vi sørger for, at de omkostninger, der skyldes det offentlige, bliver mindre, men derudover må slagterierne også gå deres egne omkostninger igennem, siger fødevareministeren.