Minister åbner debat om kirkelukninger

200 kirkers fremtid skal til debat. Det mener kirkeminster Manu Sareen. (Arkivfoto)

Hygum Kirke 171212.jpg

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen vil diskutere fremtiden for 200 af landet i alt 2300 folkekirker.

- Jeg kan ikke komme med et præcist tal på, hvor mange kirker, der skal tages helt eller delvist ud af drift. Men jeg vil tro, at det er relevant at vurdere i hvert fald 200 kirker.

Meldingen kommer efter, at seks københavnske kirker er blevet dømt til at lukke.

Biskop vil have regler

Biskoppen i Viborg Stift Karsten Nissen hilser en debat om love og regler i forbindelse med kirkelukninger velkomment.

- Der findes ingen regler for, hvordan man lukker en kirke. Det har vi behov for, og derfor er det en god ting, at vi nu får en debat, siger Karsten Nissen.

Hvor vidt kirkerne fortsat skal være i brug, lukkes eller bruges delvist i fremtiden, ved ministeren ikke noget om, men det er ifølge ham på tide at tage fat om problemet.

- Det er for mig klart, at vi skal turde snakke åbent om kirkelukninger, hvis vi skal sikre, at folkekirken bruger ressourcerne bedst. Ingen kan være tjent med tomme kirker, siger Manu Sareen.