Pudsigt vejrfænomen: Miniature-tornado hvirvler halm flere meter op i luften

Hvirvelvinden er en udramatisk udgave af en tornado, fortæller DMI.

0:18
Du kan se videoen af verjfænomenet her.
Foto: Camilla Immersen / Seernes Billeder

Et pudsigt vejrfænomen har udspillet sig på en nyhøstet mark ved Lund nær Herning.

Her har Camilla Immersen fanget en mindre hvirvelvind på video og sendt den ind til TV MIDTVESTs ’seernes billeder’.

Hvirvelvinden sender de nyslåede halmstrå adskillige meter op i luften i en tornado-lignende tilstand. Fænomenet kaldes for ’dust devil’ på engelsk, forklarer Tove Balling fra DMI’s vejrtjeneste i Karup.

- Det er den udramatiske udgave af en tornado, kan man sige. Det er de helt samme principper, som er i spil. I bund og grund er det bare opstigende luft, som går i rotation på grund af varmen i luften. Det er et lille, lokalt lavtryk.

- Men det er ikke noget, man skal blive forskrækket over. Den er ikke særlig kraftig, så den kan ikke bære mere end den halm, vi ser på videoen. Du ville sikkert kunne mærke kraftigere vindstød lige inden en regnbyge, siger Tove Balling.  

Du kan se videoen af miniature-tornadoen øverst i artiklen.

Almindeligt på varme sommerdage

Den lille hvirvelvind er ifølge DMI ikke noget særsyn om sommeren. Det er onsdagens lune vejr, som har givet optimale betingelser på marken ved Herning.

- Der er ikke noget usædvanligt i det. Det er noget, man ser på varme sommerdage, hvor der ikke er ret meget vind.

- Hvis der var for meget vind, ville det ganske enkelt ’overdøve’ det her fænomen, lyder det fra Tove Balling.