Mindre medicin i danske svin

Mindre medicin i danske svin

I de seneste år har landmænd brugt mere og mere medicin i deres svinebesætninger. Nu har massivt fokus på området knækket kurven.

Landmand Esper Nørremark fra Sjørup er en af de landmænd, der har nu bruger væsentligt mindre medicin i sin svinebesætning. Forbruget af medicin på gården var tæt på smertegrænsen og et såkaldt gult kort. Det fik ham til at kigge hvert svin efter i sømmene.

 - Vi sorterer grisene meget hårdere, så i stedet for at medicinere alle 3-400 grise, så medicinerer vi kun 20 eller måske 30 grise, fortæller Esper Nørremark.

Stor stigning i 00'erne

Fra 2002 til 2009 steg forbruget af antibiotika med 47 procent. Men siden gult kort-ordningen, der betyder, at landmændene kun må anvende en vis mængde medicin per svin, trådte i kraft i 2011, er der brugt 30 procent mindre medicin i svinestaldene.

 - På branchens vegne er jeg da utrolig stolt. Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi har gjort det, siger Esper Nørremark.

Dyrlæger mærker forbedring

Thomas Hansen er dyrlæge ved Vet Team i Holstebro. Også han er glad for, at landmændene nu medicinerer mindre i svinestalden. Han er sikker på, at gult kort-ordningen er årsagen til at landmændene tænker sig mere om.

 - Selve gult kort ordningen fylder meget hos landmændene. De er jo kede af at få skudt i skoene, at de bruger for meget medicin, siger han.

Men Thomas Hansen er på vagt. Han oplever, at nogle landmænd helt undlader at medicinere syge svin, for ikke at komme over den gule grænse, der giver en bøde.

 - Vi er ved at nå den nedre grænse for, hvad vi kan forsvare som dyrlæger, siger Thomas Hansen.

Hvis landmændene kommer over grænsen for medicinering, koster det typisk en bøde på 6.000 kroner.