Mindre løn gav overskud

Afskedigelser og lønnedgang har hjulpet på bundliniuen for værktøjskoncernen Unimerco i Sunds.

Sidste års underskud på 53 millioner er i år vendt til et overskud på 39 millioner. Et resultat direktøren kalder meget tilfredsstillende.

Det skyldes ikke mindst at virksomheden har taget afsked med 120 medarbejdere og resten er gået med til at gå en tiendedel ned i arbejdstid og dermed også i løn.

- Vi har gjort vores yderste for at beholde så mange medarbejdere som overhovedet muligt, både fordi det ligger i vores virksomhedsfilosofi at værne om vores ansatte, men også for at sikre, at samtlige kompetencer bevares i virksomheden, skriver direktør Kenneth Iversen i en pressemeddelelse.

Unimerco har i dag 525 medarbejdere.