Annette har takket ja til konfirmationshjælp: - Min søn skal ikke føle sig holdt udenfor den dag

Det er ofte en dyr fornøjelse for forældrene, når et barn skal konfirmeres. Ikke alle har så mange penge, og derfor kan man nu søge om konfirmationshjælp hos Dansk Folkehjælp

2:39
Dansk Folkehjælp er begyndt at uddele konfirmationshjælp til økonomisk trængte familier
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Når konfirmationen bliver for dyr, er det langt fra alle familier, der har råd til at være med. Derfor er organisationen Dansk Folkehjælp nu også gået i gang med at uddele en ny form for støtte til familier, der ikke har råd til en ordentlig konfirmation. Konfirmationshjælp, hedder det.

Annette Jensen fra Øsløs i Thy er på kontanthjælp på grund af en stofskiftesygdom, og hun har derfor ofte svært ved at få enderne til at nå sammen økonomisk.

- Ofte vender jeg hver en mønt, jeg har, og sparer hvor jeg kan, siger Annette Adi Jensen, Kontanthjælpsmodtager, Øsløs.

Snart skal hendes 13-årige søn Thais konfirmeres, men der er ikke mange penge at holde konfirmationsfest for. Derfor har hun takket ja til konfirmationshjælp, så hendes søn kan få en ligeså god dag som sine klassekammerater.

- Han skal ikke blive holdt udenfor eller blive mobbet. Der er mange andre ting, man er udenfor i, så derfor vil jeg gerne have, at han er med den her ene dag, siger hun.

2.000 kroner rækker langt

Det er for at hjælp økonomisk pressede forældre, som for eksempel Annette Jensen, at Dansk Folkehjælp nu er begyndt at uddele konfirmationshjælp. Konceptet er stort set det samme som den kendte julehjælp - bare til familier, der står overfor at skulle holde en konfirmation.

- Fattigdommen og uligheden i Danmark, den er stadigvæk stigende, og det betyder jo, at der er 300.000 mennesker i Danmark, som ligger indenfor den europæiske fattigdomsgrænse, siger Klaus Nørlem, Generalsekretær, Dansk Folkehjælp.

Hjælpen fra Dansk Folkehjælp bliver uddelt i form af et gavekort på 2.000 kroner. De penge har Annette Jensen brugt på at købe konfirmationstøj og blå mandag-tøj til Thais. Og det havde hun ikke ellers haft mulighed for.

- Det var en kæmpe lettelse og en sten, der faldt fra hjertet, da jeg modtog det her. Jeg modtog det faktisk med tårer i øjnene, for 2.000 kroner det gør bare meget i en måned, hvor man skal have konfirmation, siger hun.

I alt 500 forældre har i år fået konfirmationshjælp af Dansk folkehjælp.

Dansk Folkehjælp uddelte første gang konfirmationshjælp i 2016 på Lolland-Falster, og siden har projektet spredt sig til resten af landet.