Anders Kühnau: Min kone fik mig ind i politik

Regionsrådsformand Anders Kühnaus politiske interesse fik næring i gymnasiet. Det var kæresten, som han i dag er gift med, der fik hans øjne op for Socialdemokratiet.

27:52

63.000 vælgere stemte i november sidste år personligt på Anders Kühnau og gjorde dermed ham til den nye formand for Region Midtjylland. Kom helt tæt på ham her.

Læs også Familiefar og politiker: Anders Kühnau har fået travlt

Som ung i Aarhus i slutningen af 90'erne gik Anders Kühnau i gymnasiet.

Han havde fritidsjob og spillede musik. Han vidste, hvad politik var, men det var kæresten, som han i dag er gift med, der gav ham det egentlige skub og fik ham til for alvor at få øjnene op for Socialdemokratiet og det politiske.

- Det var faktisk hende, der hev mig med ned i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Aarhus. Så hun har fortjenesten for, at jeg virkelig for alvor blev interesseret i politik, fortæller formanden for Region Midtjylland.

Svend Auken et stort forbillede

Nu aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom kunne Anders Kühnau ikke undgå at løbe ind i Svend Auken.

Han tryllebandt forsamlinger. Han var en helt fantastisk retoriker. Og også et meget interessant menneske at lære at kende

Anders Kühnau, regionsrådsformand, Region Midtjylland

Den tidligere partiformand var i 40 år opstillet til Folketinget i Danmarks næststørste by. Unge Anders Kühnau mødte den daværende miljøminister ved politiske møder og 1. maj arrangementer i Aarhus og blev imponeret.

- Han tryllebandt forsamlinger. Han var en helt fantastisk retoriker. Og også et meget interessant menneske at lære at kende, fortæller Anders Kühnau.

- Jeg var til adskillige møder og også mindre møder, hvor han var med. Og det var et stort forbillede, som politiker, jeg så der, siger regionsrådsformanden.

Læs også Ærlig borgmester: Kommunalvalget var min sidste chance

Regioner under pres

Møderne i DSU i Arhus er længe siden. Anders Kühnau er i dag formand for Region Midtjylland, hvor han inden længe kan fejre 1-års-jubilæum.

Og selvom den 37-årige fuldtidspolitiker med mere end 12 års virke i regionen er en erfaren herre, så tøver han ikke med at erkende, at det første år for bordenden har været en udfordring.

Regionsrådsformanden har en selvudråbt mission om, i en tid hvor regionerne er under pres, at gøre det klart for folk, at regionerne har en berettigelse.

Anders Kühnau

  • Født 12. august 1981 i Aarhus.
  • Formand for Region Midtjylland siden januar 2018, valgt for Socialdemokratiet.
  • Har været medlem af regionsrådet siden 2006.
  • Medlem af byrådet i Horsens Kommune for Socialdemokratiet 2013-2017.
  • Er uddannet Cand.scient.pol. (Statskundskab) fra Aarhus Universitet i 2008.
  • Var chefforhandler for Danske Regioner i forbindelse med OK18.

- Jeg vil gerne have, at vi har et levende udvalgsstyre. Hvor vi har nogle stærke udvalgsformænd. Men hvor regionsrådsmedlemmerne også ude i udvalgene får mere at skulle have sagt. Hvor formanden dermed afgiver noget af sin magt og får flere på banen, siger Anders Kühnau.

Læs også Ærlig Lars Krarup: Jeg skal hele tiden passe på, jeg ikke slår autopiloten til

- Hvis vi som regioner skal overleve, så skal det regionale demokrati blomstre. Det har været min mission fra starten, understreger socialdemokraten.

Udsendelsesrækken 'Mød Borgmesteren' på TV MIDTVEST hedder denne gang 'Mød Formanden'. Anders Kühnau er gæst i interview-serien, hvor landsdelens politiske førstemænd og -kvinder i studiet på TV MIDTVEST fortæller om, hvilke udfordringer der for dem ligger i at sidde for bordenden i en kommune eller en region.

04:44

Vi var med, da Anders Kühnau havde første arbejdsdag som regionsrådsformand. Det kan du se her. Video: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Luk video