Milliontilskud til gymnasieudvidelser

Undervisningsministeriet har besluttet at give et milliontilskud til udvidelsen af Herning og Ikast-Brande Gymnasium

120404HerningGymnasium.jpg

16 gymnasier har på landsplan fået del i en pulje fra Undervisningsministeriet på 150 millioner kroner, der skal bruges på at udvide gymnasier.

Blandt de 16 er Herning og Ikast-Brande Gymnasium.

Nye klasser

Herning Gymnasium har fået tilskud til at udvide deres bygninger, så det kan rumme otte nye klasser, mens Ikast-Brande Gymnasium har fået tilskud til udvide, så det kan rumme to nye klasser.

- Vi kan nu se frem til at kunne lave de bygninger, vi har drømt om at lave. Vi har været klemt på lokaler gennem flere år. Vi har pavilloner stående, som skal væk, fortæller Søren Brøndum, rektor for Herning Gymnasium.

- Vi tager nu et stort skridt i retning af at sikre, at der fremadrettet bliver plads til, at de mange elever, som ønsker en almengymnasial uddannelse, også kan få det. Regeringen har en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Derfor er det også vigtigt, at der er plads til dem på skolerne, fortæller Børne- og Undervisningsminister, Christine Antorini.

Også Bjerringbro og Viborg Gymnasium søgte om tilskud, men de fik afslag.