Millionregnskab forgylder ejere af lavpriskæde

ABC Lavpris klarer sig ret godt i kampen på det danske dagligvaremarked og omsætter år efter år for tocifrede millionbeløb.

Tobiasen-familien fra Videbæk har 14 ABC Lavpris-butikker rundt om i landet - en på Fyn og 13 i Jylland.
Tobiasen-familien fra Videbæk har 14 ABC Lavpris-butikker rundt om i landet - en på Fyn og 13 i Jylland.
Foto: TV MIDTVEST

Store kæder som Coop, Dansk Supermarked og Rema 1000 dominerer det danske dagligvaremarked, men en familie fra Videbæk lidt uden for Herning kan også være med. År efter år tjener de tocifrede millionbeløb på supermarkedskæden ABC Lavpris.

I det seneste regnskabsår tjente Tobiasen-familien, der ejer og driver ABC Lavpris-kæden, samlet 32 mio. kr. Det viser nye regnskaber fra familiens holdingselskaber, HT Holding og Esperanto, som finans.dk har kigget på.

Det var to fætre fra Videbæk, Esper og Henning Tobiasen, der fik ideen i 1981, hvor de  i fællesskab købte et minimarked i Videbæk. Nu har de 14 butikker rundt om i landet.

De to grene af familien ejer hver halvdelen af kæden, og det går ret godt. Nu er den samlede formue i familiens to selskaber på 200 mio. kr.

ABC Lavpris omsætter årligt for over 1,1 mia. kr. med moms og beskæftiger cirka 500 medarbejdere.

Den adm. direktør, Ejvind Okholm, er ligesom ejerfamilien ikke meget for at tale om lavpriskædens økonomiske succes.

- Vi gør det godt, men vil helst leve anonymt, har han tidligere udtalt til Dansk Handelsblad.

De seneste 10 år har Tobiasen-familien samlet tjent cirka 260 mio. kr. gennem sine to selskaber. Det viser en gennemgang, som Finans har lavet.

Esper Tobiasens børn, Lea Nielsen, Torben Tobiasen og Pia Byskov, er alle medejere af kæden.