Millionoverskud i Viborg FF for fjerde år i træk

Viborg FF har for fjerde år i træk præsenteret et overskud i millionklassen - denne gang på 1,5 millioner kroner.

Viborg FF, overskud
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

I modsætning til mange andre Superligaklubber har Viborg FF endnu en gang præsenteret et millionoverskud.

Fodboldklubben i Viborg kommer ud af regnskabsåret 2015/16 med et overskud på 1,5 millioner kroner. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Det er fjerde år i træk med sorte tal på bundlinjen, og ledelsen betegner resultatet som tilfredsstillende.

- Vores topfokus er at drive en fodboldklub i toppen af dansk fodbold med styr på økonomien, og derfor er det selvfølgelig også tilfredsstillende, at vores strategiske kurs holder, og vi nu for fjerde år i træk kommer ud med overskud, siger Morten Jensen, direktør i Viborg FF.

Overskuddet skyldes øgede sponsor- og tv-indtægter på trods af, at klubben samtidig besluttede at tilføre ekstra ressourcer til den sportslige sektor for at blive i Alka Superligaen.