Millioner til teater på Mors

A.P. Møller Fonden donerer 10 millioner kroner til Det Ny Limfjordsteater

limfjordsteatret1.jpg

Det er en glad teaterleder, som har modtaget beskeden om, A.P Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene formål har valgt at donere 10 millioner kroner til teatret på Mors.

- Jeg stod i Jem og Fix da fonden ringede og overbragte den store nyhed. Jeg havde allermest lyst til at fortælle alle det i butikken, mens jeg hoppede af glæde, siger teaterleder Gitta Malling.

Et skridt nærmere

Tilsagnet betyder nemlig, at Det Ny Limfjordsteater er rykket et kæmpe skridt nærmere en realisering. Det store byggeprojekt til samlet 30 mio. kroner indeholder et nyt teaterbyggeri i forbindelse med uddannelsesinstitutionerne på Limfjordsvej og det er blandt andet det samspil, der er baggrunden for at fonden falder for projektet.

Se hele prospektet på teatrets hjemmeside her

Det er arkitektfirmaet Akitema fra Aarhus, der har lavet prospektet. Herfra siger arkitekt og partner Thomas Carstens:

- Det, der giver dette projekt en særlig vægt, er at en producerende og aktiv kulturinstitution ønsker et tæt og givende samarbejde med indtil flere uddannelsesinstitutioner. Det er det, der gør dette projekt unikt og hvor projektet har sin force. Aktørerne er tilstede - både fra teatret og fra skolerne - med produktion, kapacitet og kompetencer, og derfor rækker dette projekt ud over de mange yderområde-projekter, der ofte bygger på alt for luftige og urealiserbare forhåbninger.

Stolt formand

Også Limfjordsteatrets formand er i dag en glad og stolt mand.

- Vi er stolte, fordi vi som bestyrelse ser det som en anerkendelse af teatrets virke og planer for fremtiden. Og vi er glade, fordi vi dermed er et kæmpeskridt nærmere realiseringen af vore planer for fremtidens Limfjordsteater.