Millioner til grøn korridor i Skjern

Kampen mod oversvømmelser i Skjern skal udnyttes til at skabe en bypark til rekreative formål langs Kirkeåen.

060115Kirkeaeen.jpg

En gave på 6,19 millioner kroner fra Nordea Fonden sikrer nu, at projektet Den Grønne Korridor kan føres ud i livet i Skjern.

Den Grønne Korridor skal være en 3,5 kilometer lang bypark med strand og nyttehaver langs Kirkeåen, og det er meningen, at arbejdet skal udføres fra marts i år til september 2017.

- Med projektet bindes Skjern i endnu højere grad sammen med området omkring Skjern Å og udnytter de rekreative muligheder, den unikke natur og historien omkring åen. Det er en gave til Skjern og til hele kommunen, siger borgmester Iver Enevoldsen (V) i en pressemeddelelse.

Den Grønne Korridor var oprindeligt tænkt som et projekt, der skulle aflede regnvandet for at undgå oversvømmelser ved Kirkeåen. I september sidste år var Skjern ramt af store oversvømmelser, blandt andet omkring et lokalt ældrecenter, da Kirkeåen gik over sine bredder.

Ringkøbing-Skjern Kommune har i forvejen givet en million kroner til projektet.

Det er Skjern Udviklingsforum, der står bag den Grønne Korridor i samarbejde med blandt andre Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkøbing-Skjern Museum og Naturstyrelsen.

TV MIDTVEST sendte i september sidste år dette indslag om oversvømmelser ved Kirkeåen i Skjern:

1:28
Alt i Skjern Seniorcenter er ødelagt, efter at stedet i weekenden blev oversvømmet under et skybrud

 

1:59
Der er idag blevet bevilliget godt seks millioner kroner til at skabe en grøn korridor ved åen gennem Skjern