Millioner til flere læge- og sundhedshuse

Sundheds- og ældreministeriet har lavet en pulje på 200 millioner kroner til nye og bedre læge- og sundhedshuse.

De 200 millioner kroner kommer fra finansloven for 2017, hvor der er afsat 800 mio. kroner over fire år til en pulje til læge- og sundhedshuse.
De 200 millioner kroner kommer fra finansloven for 2017, hvor der er afsat 800 mio. kroner over fire år til en pulje til læge- og sundhedshuse.
Foto: Scanpix / Morten Germund

Der bliver flere ældre i Danmark. Sundhedsvæsenet skal tættere på, hvor folk bor, og det skal indrettes til at tage imod fremtidens udfordringer.

Derfor opslår Sundheds- og ældreministeriet en pulje på 200 millioner kroner til nye og bedre læge- og sundhedshuse. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

- Tanken er at samle en række forskellige sundhedsydelser og sundhedstilbud under ét tag, så man som borger får en lettere og mere overskuelig adgang til det nære sundhedsvæsen. Og nye og moderne rammer vil gøre behovet for indlæggelser på sygehusene mindre for bl.a. patienter med kroniske sygdomme, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i pressemeddelelsen.

De 200 millioner kroner kommer fra finansloven for 2017, hvor der er afsat 800 mio. kroner over fire år til en pulje til læge- og sundhedshuse.

Det giver de praktiserende læger mulighed for at samle sig i større fællesskaber sammen med eksempelvis jordemødre, sundhedsplejersker, bioanalytikere, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, diætister og medarbejdere i den kommunale hjemmesygepleje.

Bedre lægedækning i yderområder

For sundhedsministeren handler det også om at slå et slag for at sikre en bedre lægedækning og en større geografisk lighed i sundhed i Danmark.

- Regeringen ønsker, at alle danskere skal opleve, at kvaliteten hos den praktiserende læge er høj og ensartet, uanset hvilken læge man vælger, og hvor man bor i landet. Lægen skal også være tilgængelig, når borgeren har brug for det. 

- Med nye og moderne læge- og sundhedshuse kan vi fastholde flere læger i yderområderne, og bare én læge i kombination med fx den kommunale hjemmesygepleje kan sikre et trygt sundhedstilbud tæt på den enkelte borger, siger Ellen Trane Nørby.

I slutningen af 2017 lancerede sundhedsminister Ellen Trane Nørby et sundhedsudspil med otte initiativer, der øger effektiviteten og kvaliteten i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, så færre bliver indlagt på sygehusene.

Puljen til læge- og sundhedshuse støtter også de nye opgaver, som almen praksis skal varetage i faglige fælleskaber i henhold til overenskomstaftalen om almen praksis for 2018.