Millioner bliver sat af til nyt børnehospice i Jylland

17,6 millioner kroner skal bruges til hospice for børn i årene 2018-2021.

Lukashuset i Hellerup nord for København er Danmarks første børnehospice. Det åbnede i slutningen af oktober 2015.
Lukashuset i Hellerup nord for København er Danmarks første børnehospice. Det åbnede i slutningen af oktober 2015.
Foto: Ritzau Scanpix / Linda Kastrup

Jylland får sit første hospice for børn i forbindelse med, at der afsættes 17,6 millioner kroner til området i årene 2018-2021.

Pengene til det nye børnehospice findes fra puljen til børne- og unge-hospice, oplyser formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt (DF).

Derudover får det allerede eksisterende børnehospice, Lukashuset i Hellerup, også tilført flere penge.

Ifølge Liselott Blixt har der manglet økonomi, til at få det antal ansøgninger, der var brug for, i den tidligere pulje.

Men at der nu bliver sat penge af til området, glæder hende.

- Det er rigtig vigtigt at få et hospice i Vestdanmark, efter at vi har set, hvor stor søgning der er til det i Østdanmark, siger Liselott Blixt.

Og formanden for Sundhedsudvalget ønsker meget mere opmærksomhed på området.

- Jeg er kommet med en plan på vores sommergruppemøde om, at vi skal lægge en plan. Vi skal uddanne flere læger med speciale i palliation (lindring ved livstruende sygdom, red.) siger Liselott Blixt.

- Vi skal have kigget på, hvor mange hospicer vi har, i forhold til hvad vi har brug for. Vi har flere og flere, der har brug for det.

Der bliver lavet en ny ansøgningsrunde, så der kan komme flere med, da der var ansøgere, der trak sig ved den seneste runde.

Der er fortsat uvist, hvor det nye hospice skal ligge. Det kommer an på, hvilke regioner der søger ind på projektet.

1:57