Millionbesparelser giver skattestigning

I dag afslutter flere kommuner den store kabale om de kommende års budgetter. I Ringkøbing-Skjern Kommune er der udsigt til de største besparelser nogensinde.

Ringkoebing kommune Raadhus.jpg

Kommunalpolitikerne sidder i disse dage og sveder for at nå frem til en budgetaftale for 2015-2018. I Ringkøbing-Skjern Kommune er de ekstra hårdt spændt for og har varslet besparelser på omkring 200 millioner kroner om året de næste fire år.

I dag blev budgettet så færdigforhandlet og fremlagt for offentligheden. Borgmester Iver Enevoldsen (V) kalder aftalen historisk:

- Jeg vil gerne rose de seks politiske gruppeformænd for deres konstruktive tilgang og deres vilje til at nå et fælles resultat. Det har været nogle vanskelige forhandlinger, hvor det har været nødvendigt at alle partier bøjede af mod hinanden, siger han.

For at nå frem til de store besparelser skal der i 2015 spares 78 mio. kroner stigende til 154 mio. kroner i 2018. Det betyder at personskatten stiger med 0,3 procent og grundskyldspromillen stiger med 1,44. Det giver kommunen ca. 151 mio. kr. i hele budgetperioden.

- Vi ved godt, det kommer til at gøre ondt, når vi skærer så dybt i driftsbudgetterne, men det må vi politikere tage ansvaret for, ligesom vi som byrådet har en forpligtelse til at stå sammen i vanskelige tider, siger Peder Sørensen (SF).

Fyringer og lukninger i vente

Kommunes pladser på ældreområdet reduceres med 77, og Social- og sundhedsområdet er bedt om at komme med en plan for hvilke ældrecentre, der skal lukkes. Der skal også ses på en ny rådhusstruktur, som vil betyde fyringer på mange områder og gå hårdt ud over administrationen. Derudover erkender byrådet, at borgerne vil komme til at opleve serviceforringelser.

Der er dog enkelte lyspunkter i budgetaftalen med en ny vækstpulje på 40 mio. kroner, og så afsættes der 70 mio. kr. til fibernet, som delvist lånefinansieres.