Million-udgifter til deponering af eternitplader uden asbest

Folketingspolitiker vil have asbest-regler kigget efter i sømmene

Eternit-taget her skal snart rives ned og det koster entreprenørerne dyrt at komme af med tagplader

Der er tale om millionudgifter når midt- og vestjyske nedbrydningsfirmaer hvert år deponerer tonsvis af eternit tagplader, uden asbest, på områdets genbrugspladser.

I dag takseres deponeringen efter de gamle asbest-regler, hvor entreprenørerne bliver bonnet for 1.000 kr. pr. ton eternit de afleverer på genbrugspladsen. Heraf udgør halvdelen afgifter til staten. 

Spjald Entreprenørforretning står aktuelt foran nedrivningen af et sommerhustag, som ikke indeholder asbest. Alligevel skal det håndteres og deponeres, som om der var asbest i tagpladerne.

Frustrerende

- Det virker frustrerende og fjollet, når man kan dokumentere at taget er uden asbest, og så alligevel skal deponere det som asbestholdigt, siger Lene Albertsen fra Spjald Entreprenørforretning.

Hos rådgivningsfirmaet Kogsgaard Miljø, er problematikken velkendt. Alene i Vestjylland drejer det sig, hvert år, om 5.000 tons eternit, som deponeres efter asbest-reglerne.

- Det svarer til cirka fem millioner kroner, som grundejeren eller bygherren faktisk skal betale, for at komme af med pladerne, siger civilingeniør Freddy Steen Petersen fra firmaet.

Det faktum at asbestfibre er sundhedsskadelige, har efter Freddy Sten Petersen opfattelse ført til en sort-hvid mentalitet hos myndighederne.

- Al eternit skal køres til deponering. Der skal ikke være spor af det nogen steder, og det er nok noget hysterisk, mener civilingeniøren.

Regler skal strammes

I Ringkøbing-Skjern Kommune erkender teknik- og miljøudvalgsformand, Ole Kamp, problematikken. Han mener lovgivningen bør ændres. 

- Staten skal have strammet op på affaldsbekendtgørelsen. Med de domme der er faldet, så tror jeg ikke der er nogen der tør tro, at eternit ikke indeholder asbest, siger Ole Kamp.

Venstres medlem af folketingets Transport-, bygnings- og Boligudvalg, Kristian Pihl Lorentzen, vil nu bede miljøministeren om at undersøge reglerne for deponering af eternit.

- Hvis der er nogle fuldstændig rigide krav til eternittagplader, der dybest set ikke er giftige, så er det tåbeligt, at man kører efter de gamle asbest-regler, siger Kristian Pihl Lorentzen til TV MIDTVEST.

02:15

Landsdelens nedbrydningsfirmaer bruger årligt millioner på at bortskaffe ikke-asbestholdigt eternit.

Luk video