Milliardbyggeri giver arbejdspladser

I de kommende år bliver der investeret 13,9 milliarder i sygehusbyggerier i Region Midtjylland. Det betyder massevis af arbejdspladser i byggebranchen.

I dag var 50 repræsentanter for byggebranchen mødt op i regionsrådssalen i Viborg for at høre nærmere om den massive investering, der bliver lavet i sygehusene i de kommende år.

 - Vi bliver nødt til at byde på det. Det er nogle interessante opgaver med en vis mængde arbejde i. Det er helt sikkert en interessant opgave for os, siger projektleder Brian Borch Bryrup fra elinstallationsfirmaet EL:CON Agerkilde A/S i Viborg.

Kæmpe investering

Region Midtjylland vil gennemføre fire store byggerier inden 2020 - supersygehuset i Gødstrup, det nye universitetshospital i Aarhus og udbygninger af sygehusene i Viborg, Randers og Horsens.

Og der er ikke tale om små projekter. Rent faktisk er der tale om den største investering i det danske sundhedsvæsen nogensinde.

Investeringer for 13,9 milliarder kroner.

 - Vi forventer, at der bliver fuld beskæftigelse igen. Det kommer også til at betyde, at der er mange lærlinge, som får mulighed for at komme i job, siger Karl Højhus Jeppesen, der er kontorchef ved Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland.

Læs meget mere om byggerierne her: GødstrupViborg, Horsens, Randers