Miljøorganisationer vil redde Danmarks have

Havet har brug for hjælp. Derfor opfordrer fire organisationer nu danskerne og landets politikere til handling i den fælles kampagne Red Havet.

Hvert år bliver bunddyr i et område på op til 14.000 km2 dræbt af iltsvind.

Organisationerne ønsker, at flere får øje på den krise, der udspiller sig under vandoverfladen. Den danske befolkning er nemlig ikke klar over, hvor galt det står til. En ny undersøgelse fra MEGAFON, som organisationerne har fået lavet, viser, at over halvdelen af de adspurgte danskere ikke er klar over alvoren i de forringede tilstande.

Læs også Regeringen beder EU om mere tid til at sikre vandmiljø

F.eks. at Østersøens områder med iltmangel er 10-doblet de seneste 100 år. At 85% af havbunden i vores del af Nordsøen er forstyrret, og at torskebestanden i Kattegat er nede på 10 % af, hvad den var i 1970'erne.

Faktisk vil ikke ét eneste dansk havområde i 2020 opfylde målsætningen om god miljøtilstand. Derfor kalder Danmarks Naturfredningsforening, Levende Hav, Danmarks Sportsfiskerforbund og WWF Verdensnaturfonden nu til samling for at redde havet omkring Danmark.

Velux Fonden giver penge til at styrke havmiljøet

Det er VELUX FONDEN, der støtter de fire organisationers initiativ, og ifølge programchef, Mikkel Klougart, er støtten helt på linje med fondens generelle fokus på at styrke det danske havmiljø.

- Vi har en fantastisk nabo i havet. Livet under overfladen er en vigtig del af vores fælles natur og identitet, men havet er presset og har behov for opmærksomhed. Vi vil gerne give havet en stemme, så flere bliver opmærksomme på de mange muligheder et sundt havmiljø giver os, siger Mikkel Klougart.

Havet er presset og har behov for opmærksomhed. Vi vil gerne give havet en stemme, så flere bliver opmærksomme på de mange muligheder et sundt havmiljø giver os.

Mikkel Klougart, programchef, VELUX FONDEN

Han bakkes op af generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg:

- Vi skal redde havet nu. I alt for mange år har forurening, overfiskeri og mangel på respekt for havnaturen hersket. Det ser vi konsekvenserne af nu i form af øget iltsvind, pressede fiskebestande, giftige kemikalier og ødelagt havbund. Det er alvorligt, og derfor beder vi nu alle danskere og politikere om at være med til at redde vores danske farvande. Vi ved, at danskerne elsker havet, og vi ved, at de forventer, at vores politikere gør mere for at beskytte havet herhjemme, siger Bo Øksnebjerg.

Ingen føde eller skjul for havets dyr    

Det er især udledningen af næringsstoffer fra intensivt landbrug og industri-spildevand, der forurener og hæmmer havene omkring Danmark. Stofferne medfører en eksplosivt voksende algevækst, der forringer leveforholdene for fisk, bunddyr og planter. Den store algeproduktion og hurtige omsætning af næringsstoffer skygger for bundplanternes dybeste voksesteder og efterlader i stedet en bar havbund, hvor der hverken er føde eller skjul for havets dyr. Hvert år bliver bunddyr i et område på op til 14.000 km2 dræbt af iltsvind.

Læs også Ny FN rapport: Op mod en million arter er truede i naturen

Samtidig har fiskeri med bundtrawl i mange år fået frit spil, selvom det er veldokumenteret, at bundtrawling ødelægger havnaturen. Ved bundtrawl slæbes et stort net henover havbunden som ødelægges, og dens naturlige biologi forstyrres. Mange arter, der bliver fanget som bifangst, overlever ikke turen i trawlposen og bliver kastet døde tilbage i havet.

Bundtrawl, forurening og iltsvind betyder, at de danske farvande allerede har mistet rigdom og vildskab. For eksempel er de fleste haj- og rokkearter helt forsvundet fra store dele af vores farvande. Alt dette har alvorlige konsekvenser for havets biodiversitet og fremtidige tilstand. Men der er håb, hvis vi handler nu.

Kampagnen opfordrer alle danskere til at skrive under på en redningsplan. www.RedHavet.Nu

Læs også Ikast-kok sætter fokus på klimaet